Kapitel 9

Kantinen ligger på anden sal og har det, kælderen ikke har: vinduer, larm, mennesker med navne på deres mailadresser. Maja sidder for enden af et langbord med sin madpakke og sit print, for hun kan ikke lade være med at kigge på det, og så står der pludselig en bakke over for hende, og bag bakken en kvinde i en cardigan, der har set bedre årtier.

"Sidder her nogen? Nej? Godt, for jeg har besluttet mig."

Ellen Bergsøe. Maja ved godt, hvem hun er — der hænger et indrammet tidsskriftsomslag i forhallen med hendes navn på — men professorer sætter sig ikke hos vikarer, det er en naturlov på linje med tyngdekraften, og nu sidder hun her og ryster en kefir.

"De har fået fisk i dag," siger Bergsøe fortroligt, "men jeg har set, hvordan den så ud, inden den blev paneret, og jeg er for gammel til at tage den slags chancer." Hun åbner kefiren. "Du er hende fra kælderen. Dorte har fortalt, at du har bygget et regneark, der har gjort registerdrift nervøse. Det er den bedste nyhed, jeg har hørt i denne bygning i et halvt år."

Maja griner overrasket. "Jeg tror ikke, de er nervøse. Det er bare en gammel konverteringsfejl."

"Alting her i huset er en gammel konverteringsfejl. Jeg er selv en." Hun nikker mod printet, der ligger mellem dem. "Hvad er det?"

Og Maja fortæller. Om de 340, om mors og aktiv, om stikprøven, om Friis og legacy-forklaringen — og så vender hun arket om og peger på Vestsjælland.

Der sker noget i Bergsøes ansigt. Det varer et sekund, måske mindre: en stilhed, der ikke er en pause i samtalen, men en pause i hende, som når et billede fryser et enkelt frame, før det kører videre. Så stiller hun kefiren fra sig og trækker arket helt over til sig og ser på det længe.

"Det lyder forkert," siger hun.

Tre ord. Og Maja mærker lettelsen fysisk, som varme op gennem brystet, for det er de første tre ord fra et voksent menneske i denne bygning, der ikke forklarer fundet væk.

"Konverteringsfejl klumper ikke geografisk," fortsætter Bergsøe. "Ikke sådan der. Batchfejl gør — men så tager de alt i batchen, og det her er et udvalg. Nogen eller noget har udvalgt de mennesker, og spørgsmålet er hvad." Hun ser op. "Hvad siger dit eget hoved?"

"At jeg mangler at vide, hvad de 211 har til fælles ud over geografien."

"Godt hoved." Bergsøe finder en kuglepen i cardiganlommen og skriver en mailadresse på Majas serviet — en gmail, ikke instituttets. "Skriv til den her, når du finder det. Ikke til den anden; min institutmail læses af flere mennesker, end jeg har inviteret. Og Maja —" hun rejser sig og tager bakken, "— gem dine rådata et sted, der er dit. Altid. Det har reddet mig tre gange i min karriere, og de to af gangene var det fra mine egne venner."

Så går hun, og Maja sidder tilbage med en serviet, hun folder omhyggeligt og lægger i inderlommen, og en følelse, hun ikke har haft, siden hun begyndte i kælderen.

Endelig en voksen.