Kapitel 10

Mandag morgen ligger svaret i indbakken. Det er ikke en mail, det er en notifikation:

Sag #2026-04471 er lukket. Status: IKKE REPRODUCERBAR. Denne postkasse besvares ikke.

Maja læser det tre gange. Ikke reproducerbar. Hun har vedhæftet 340 rækkenumre. Hun har telefonverificeret otte levende mennesker. Hvad præcis er det, der ikke har kunnet reproduceres?

Hun svarer alligevel — høfligt, kort, med sagsnummeret i emnefeltet og et enkelt spørgsmål: Kan I oplyse, hvilke poster der er kontrolleret, og med hvilket resultat? Svaret kommer efter fire sekunder, og det er en autobesked: sagen er lukket, opret venligst en ny henvendelse ved fortsat behov.

Hun kunne oprette en ny henvendelse. Hun kunne ringe til Friis, som var så flink. Hun sidder med hånden over bordtelefonen og lader den ligge der, og hun kan ikke forklare hvorfor, andet end at Bergsøes serviet ligger i hendes inderlomme, og at der på den står en gmail i stedet for et lokalnummer.

På vej ud den eftermiddag går hun forbi registerdrift på første sal, fordi elevatoren er i stykker, og trappen vender sådan. Glasburet ligger for enden af gangen. Derinde står en mand med ryggen til og telefonen ved øret, midaldrende, blå skjorte, den frie hånd i siden. Det er alt. En mand i et glasbur, der taler i telefon en mandag klokken kvart i fire, sådan som mænd i glasbure gør.

Hjemme samme aften åbner hun filen. Fanebladet hedder stadig uafklaret, og det er ikke rigtigt længere, for der er ikke noget uafklaret ved det — der er noget afvist, hvilket er en anden ting. Hun højreklikker, vælger omdøb, og sidder lidt.

Så skriver hun: de 340.

Det er kun et filnavn. Men der er en forskel på at kalde noget en fejl og at kalde det ved dets antal, og forskellen er, at fejl hører til i systemer, og antal hører til mennesker. Hun ved det ikke endnu, men det er her, det sker: ikke ved et fund, ikke ved et opkald, men en mandag aften ved et sofabord, hvor en vikar omdøber et faneblad.

340 rækker. 332 røde.

Hun begynder at ringe.

— slut på Del 1 —