Kapitel 8

Det begynder som tidsfordriv, og det skal siges til Majas forsvar, at det meste her i livet begynder sådan.

Torsdag eftermiddag, Jørgen har hentet kasserne, og der er tyve minutter til, hun kan gå. Hun sidder med de 340 og begynder at sortere dem — først efter fødselsår, hvilket ikke viser noget, årgangene 1982 til 1996 er nogenlunde jævnt repræsenteret, en anelse tungest i midten. Så efter fødselsregistreringssted, mest fordi kolonnen findes.

Og der står det så.

Hun sorterer, og listen klumper. Ikke lidt — den klumper, som sand klumper om en magnet. Hun tæller efter, tæller igen, laver en pivottabel, fordi hun ikke tror på sin egen optælling.

211 af de 340 er født i det samme sygehusoptageområde på Vestsjælland.

Maja læner sig tilbage, og stolen knirker i den tomme kælder. Hun er ikke statistiker, men hun har haft metode i tre år, og hun kan regne på det med gymnasiematematik: optageområdet dækkede dengang måske to-tre procent af landets fødsler. Hvis de 340 var en tilfældig pulje konverteringsfejl — sådan en teknisk rest, et forkert flag, der kom med over — så skulle der ligge seks, syv, måske ti vestsjællændere i bunken.

Der ligger 211.

Hun prøver forklaringerne af, en for en, sådan som man skal. Måske blev migreringen i sin tid kørt amtsvis, og fejlen ramte ét amts batch? Det kunne passe — men så skulle de 211 være hele amtets bestand i de årgange, og det er de ikke; hun slår efter, det er et udpluk, nogle hundrede ud af titusinder. Fejlen har ikke ramt et område. Den har ramt bestemte mennesker i et område.

Konverteringsfejl vælger ikke.

Hun sidder helt stille. Ovenpå kører elevatoren. Lysstofrøret blinker to gange, som om det også har set det.

Så trykker hun print. Danmarkskortet med prikkerne, pivottabellen, det hele på ét ark. Printeren hernede er en gammel arbejdshest, der trækker papiret igennem centimeter for centimeter, og Maja står ved siden af den og ser arket komme til syne oppefra og ned: Nordjylland med sine tre ensomme prikker, Midtjylland, Fyn — og så, til sidst, nederst, Vestsjælland, sort af prikker, som var der tabt noget dér.