Kapitel 7 — Opkald 7

— Rikke.

— Goddag, mit navn er Maja Lindhardt, jeg ringer fra Den Nationale Screeningsbio—

— Er det jer, der har sendt det brev?

— Hvis De har modtaget et brev om samtykkefornyelse, så ja, det er —

— Jeg har ikke modtaget en skid. Min NABO har modtaget det. Det lå i hendes postkasse med mit navn på, og ved du hvad, det er tredje gang i år, at det offentlige ikke kan finde ud af, hvor jeg bor. Tredje gang. Skat kunne ikke. Regionen kunne ikke. Og nu jer.

— Det beklager jeg. Det er faktisk derfor, jeg ringer — brevet er registreret som returneret, og i den forbindelse er der en statusoplysning, jeg er nødt til at —

— I må sgu da have MIN adresse. I har haft mit BLOD siden 1985, så I kan vel også slå en adresse op?

— (pause) Det er… ja. Det burde vi kunne.

— Er det i orden, det der, i øvrigt? At I bare ligger inde med folks blod? Det har jeg aldrig sagt ja til. Min mor sagde altid, vi skulle holde os fra det der, og hun havde jo ret, kan jeg høre.

— Der er netop nu en samtykkeproces i gang, hvor —

— Ja ja ja. Ved du hvad, slet mig. Kan du gøre det? Nu, mens jeg er i røret?

— Det er desværre ikke noget, jeg kan —

— Nej. Selvfølgelig er det ikke det. Det er aldrig nogen, man taler med, der kan noget. Farvel.

(lagt på)