Kapitel 6

Om aftenen kan hun ikke lade fanebladet ligge.

Det er ikke mistro. Det er nærmere det modsatte: hun vil gerne kunne skrive noget rigtigt ind i supportsagen, når oprydningsvinduet kommer — et lille bilag, verificeret, ordentligt. Stikprøvekontrol udvidet (n=8). Det er sådan noget, en Nikolaj Friis vil sætte pris på.

Hun sidder i sofaen med den bærbare på skødet og filen åben — hun sendte den til sig selv i sidste uge for at kunne arbejde med regnearket hjemmefra, og det tænker hun ikke nærmere over, for det gjorde hun også med opgaver på studiet. Række 2: en mand i Næstved, født 1989. Hun finder nummeret på krak. Det er halv otte om aftenen; folk er hjemme halv otte.

Overvejelsen om telefonen fylder et halvt minut. Hvis hun ringer fra sin egen, står der et mobilnummer på hans display i stedet for "skjult nummer", og folk tager oftere den slags. Og det er jo ikke et officielt opkald — det er verifikation af en fejl, der allerede er anmeldt og anerkendt. Det er at hjælpe sagen på vej. Hun taster nummeret på sin egen telefon, og det føles ikke som noget som helst.

Manden i Næstved lever og har det godt og synes, det er en sjov historie. Kvinden i række 3, en pædagog i Slagelse, lever også, men synes ikke, det er sjovt; hun spørger to gange, om det kan påvirke hendes pension, og Maja bruger ti minutter på at berolige hende og lover at sende en skriftlig bekræftelse, hvilket hun bagefter ikke aner, hvordan hun skal få systemet til at udstede.

Bagefter opdaterer hun regnearket ved sofabordet. Række 4 og 5 var grønne i forvejen fra stikprøven; nu skifter række 2 og 3 også farve fra rød til grøn, og der er noget dybt tilfredsstillende ved det, som ved at vande en plante.

Filen ligger på hendes egen bærbare, på hendes eget bord, i hendes egen stue. Det bemærker hun ikke.

Otte grønne rækker. 332 røde.

Hun lukker skærmen og går i seng, tilfreds som en, der har gjort dagens gode gerning, og det er præcis, hvad hun tror, hun har.