Kapitel 5

Supportsagen skriver hun om formiddagen, og hun skriver den grundigt, for det er sådan noget, hun er god til.

Vedr.: Uoverensstemmelse mellem prøveregisterstatus og CPR (kat. 4-returneringer). I forbindelse med behandling af returpost fra samtykkeudsendelsen er det konstateret, at 340 poster i flettefilen bærer status "mors" i prøveregisteret (kolonne AF), mens de samme personer fremstår som aktive i CPR. Stikprøvekontrol (n=6, heraf 1 telefonisk verifikation) bekræfter, at de pågældende er i live. Der anmodes om afklaring af, hvorvidt der er tale om en konverteringsfejl, samt om korrektion kan iværksættes. Rækkenumre kan fremsendes.

Hun læser den igennem to gange, retter "kan fremsendes" til "vedlægges" og vedhæfter fanebladet. Klokken 10.14 trykker hun send.

Klokken 10.36 ringer hendes bordtelefon, hvilket den aldrig har gjort før. Hun skal lede efter den bag en kasse.

"Det er Nikolaj Friis, registerdrift. Er det dig med de 340?"

Hans stemme er behagelig på den måde, som stemmer er det, når de har talt i telefon i tredive år. Han undskylder, at han ringer i stedet for at skrive — "det er hurtigere at forklare end at formulere" — og så forklarer han, og det er faktisk hurtigt, og det lyder rigtigt.

"Det, du er stødt på, er en gammel kending," siger han. "Da vi migrerede prøveregisteret tilbage i halvfemserne, blev der konverteret en række statusfelter fra det gamle system, og der ligger en pulje legacy-poster, hvor konverteringen tog et forkert flag med over. Det har aldrig haft praktisk betydning, for felterne bliver ikke brugt til noget aktivt — det er først nu, hvor der er kørt en fletning mod CPR, at de stikker hovedet frem. Det er ærligt talt mest et kosmetisk problem."

"Men der står, at folk er døde."

"Der står en kode, der engang betød noget andet i et system, der ikke findes mere. Jeg ved godt, det ser voldsomt ud, når man læser det som klartekst." Han siger det venligt, uden at tale ned. "Vi tager den med i næste oprydningsvindue. Du skal have tak, fordi du meldte det ordentligt ind — det er der ikke mange, der gør. De fleste sorterer bare videre."

Maja mærker noget i sig slappe af. Sådan nogle fejl findes altså. Verden er fuld af gamle systemer, der taler forkert om folk.

"Én ting til," siger Friis, og nu er der en lille lyd af papir, eller måske en mus, der klikker. "Hvor mange rækker var det, du sagde?"

"340."

"340," gentager han. "Fint. Så har jeg det hele. God dag dernede i kælderen — jeg har selv siddet der engang. Lysstofrøret blinkede også dengang."

Han griner, og hun griner med, og så er samtalen slut.

Hun lukker sagen ned for i dag og sorterer to hundrede kuverter mere, og lysstofrøret blinker, og hun tænker, at det trods alt er rart at arbejde et sted, hvor der sidder en Nikolaj Friis tre etager oppe og har styr på tingene.