Kapitel 49

Rapporten kommer i november, og den er på 63 sider, og Maja læser den en søndag med en kop te, der når at blive kold to gange.

Den er skrevet i det sprog, den slags skrives i, og dens konklusion står på side 4 og gentages på side 61, med den lille variation, der viser, at nogen har arbejdet med formuleringen:

Undersøgelsen har afdækket en alvorlig systemisk fejl opstået i forbindelse med datamigreringen i 1997 og vedligeholdt gennem efterfølgende systemskift, uden at det på det foreliggende grundlag har været muligt at placere et individuelt ansvar for fejlens opståen eller opretholdelse.

Uden at det har været muligt at placere et individuelt ansvar. Der er afsnit om "governance", om "kontrolmiljø", om "en organisationskultur præget af betydelig tillid til datakvalitet". Der er elleve anbefalinger, og de er gode alle sammen, og der er ikke ét navn i hele dokumentet ud over forfatternes egne på omslaget. Fire initialer i marginen på et bilag fra 1997 nævnes som "ikke entydigt identificerbare". Kirsten Alstrup Bech omtales som "en nu afdød medarbejder, der ses at have opbevaret dele af dokumentationen privat", hvilket på 63 sider er det tætteste, nogen kommer på et eftermæle.

Maja læser det hele uden at blive vred, hvilket overrasker hende. Vreden er blevet brugt, tænker hun. Den blev brugt i en retssal, hvor den virkede. Det her er bare vejret.

Friis får sin dom ugen efter: fire måneder betinget, for sletningen af supportsagen og for i årevis at have modtaget vederlag for det, anklageskriftet kalder uautoriseret vedligeholdelse af registerdata for tredjemand. Avisreferatet er kort. Hans forklaring i retten citeres i én linje, og Maja læser den mange gange, for den er, på sin egen forfærdelige måde, sagens mest sandfærdige sætning:

"Jeg har vedligeholdt datakvalitet. Det var det, jeg fik penge for, og det var det, jeg gjorde."

Han mener det, tænker hun. Han har ment det i tyve år. Et script, der kørte efter hver opgradering og satte 340 statuskoder tilbage på plads, pænt og præcist — datakvalitet, i ordets mest bogstavelige og mest fortabte betydning. Den eneste dømte i hele sagen er den, der forstod mindst af den, og der er ikke noget at stille op med den sætning; den skal bare stå der, som Kirstens wienerbrød.

Kuverten fra Bergsøe kommer med posten en tirsdag. Intet afsendernavn, poststemplet i en by, Maja ikke forbinder med noget. Indeni: en fotokopi, fjorten sider, Forskningsprotokol, kohorteopfølgning, 2004 — den oprindelige, med underskrifter, med afgrænsninger, med et afsnit 2.3, Population, hvor kohorten defineres, lukket og endeligt, voksne, allerede inkluderede. Og med kopien en lille hvid karton, håndskrevet, ingen hilsen, ingen underskrift ud over det, der ikke behøver en:

Børnene var ikke med. Det skal du vide.

Maja sidder længe med kortet. Det er ikke et forsvar — protokollen frikender ingenting, det ved Bergsøe bedre end nogen; den beviser bare, at der engang fandtes en grænse, og at én person troede på den, mens en anden lod den trykke som bilag og byggede udenom. Det er heller ikke en undskyldning. Det er det, det siger, det er: en oplysning. Den sidste datapunkt fra et menneske, hvis liv var datapunkter, afleveret til den eneste, hun skylder det.

Maja svarer ikke. Der er ikke noget at svare, og det ved de begge, og det er den sidste kommunikation mellem dem nogensinde. Ugen efter står der i en fagblads notitsspalte, at professor Ellen Bergsøe er fratrådt sin stilling og gået på pension, og at centret "takker for en mangeårig og skelsættende indsats".

Damkjær udsender sin pressemeddelelse samme måned. Den er tre afsnit lang og et mesterværk i sin genre: han "hilser enhver belysning af forskningens rammevilkår velkommen", han "har gennem et langt virke arbejdet for danske hjertepatienter og agter at fortsætte", og — tredje afsnit, det egentlige — Corda Fonden "styrker sit almennyttige arbejde og fordobler fra næste år sit årlige uddelingsniveau". Der er ingen sag imod ham. Der kommer måske en; Iqbal siger, at civilretligt er der "en verden af muligheder og et årti af arbejde", og at strafferetligt er han "en mand, der har været i alle rum og aldrig sat sig ned". Alt, hvad han gjorde, blev gjort gennem andre: en fond, et holdingselskab, en rammeaftale, et vederlag, en venlig stemme i en telefon i 1997, som en nu afdød medarbejder ikke entydigt kunne identificere.

Og så er der Dorte.

Det kommer frem i sagens sidste hjørne, i noget aktindsigt, Iqbal har fået i instituttets personalesagsbehandling: at der i foråret, dengang compliance første gang fangede opkaldene, blev det indstillet, at "forholdet indføres i medarbejderens sagsakter med henblik på eventuel senere samlet vurdering" — og at indstillingen blev afvist af nærmeste leder, D. Vinge, med den håndskrevne påtegning: Mundtlig vejledning givet. Yderligere registrering ses ikke at have driftsmæssigt formål.

Ingen journaliseret advarsel. Derfor intet "mønster af tilsidesatte påbud" i anklageskriftet, ingen skærpelse, ingen fortælling om en notorisk regelbryder — bare ét kontaktforbud og en bøde. En blok, der blev holdt lukket i et vinduesløst lokale, viste sig at være det tungeste, nogen lagde i Majas vægtskål.

Maja skriver til hende samme aften. Hun skriver og sletter tre versioner og ender med den korteste: Jeg har set påtegningen. Tak, Dorte.

Svaret kommer næste morgen og består i sin helhed af en tommel op.

Det er nok. Det er, forstår Maja, præcis kalibreret: mere ville være en samtale, og Dorte har et skema. Tomlen er, hvad der kan undværes, og den er ægte, og sådan slutter det mellemværende — det pæneste i hele sagen, og det eneste, der aldrig kommer i nogen avis.

I december ser hun overskriften i en kiosk på Roskilde station, på en avis, der ligger foldet om en buket på disken, klar til at blive til gavepapir: CORDA FONDEN DOBLER UDDELINGER: "VI SKYLDER FAMILIERNE ET SVAR". Kioskmanden ruller buketten ind, og overskriften forsvinder rundt om stilkene, og en kvinde betaler med sin telefon og går ud i sneen med blomsterne under armen.

Verden fortsætter. Det er pointen.