Kapitel 48

Dommen afsiges en torsdag klokken ét, og retsmøder, hvori der afsiges dom, er offentlige. Det står i loven, og Iqbal har sagt det til Maja tre gange med samme formulering, som var det en besværgelse, og måske er det det: det kan ingen kendelse ændre. Hvad der end sker, bliver dét sagt i et åbent rum.

Salen er fuldere end nogensinde. Der står folk langs bagvæggen.

Retsformanden læser i et kvarter, og det meste er, hvad domme er: gennemgang, henvisninger, jura i det tonefald, jura har, når den har bestemt sig. Maja står op med Iqbal ved siden og hører det i stykker, som gennem vand, og det er først bagefter, med udskriften i hånden, at hun læser det rigtigt, sætning for sætning:

Tiltalte findes skyldig i uberettiget at have skaffet sig og kopieret oplysninger som beskrevet i forhold 1. Straffen fastsættes til en bøde…

For så vidt angår forhold 2–14 — videregivelse af helbredsoplysninger — frifindes tiltalte. Retten lægger til grund, at der for de omhandlede personer forelå en konkret og nærliggende fare for liv og helbred, at faren var skabt og blev vedligeholdt af den registeransvarlige og dennes samarbejdsparter, og at tiltaltes henvendelser var egnede til og alene båret af hensigten om at afværge denne fare. Retten lægger endvidere til grund, at faren ikke på daværende tidspunkt var i færd med at blive afværget af nogen anden myndighed.

Det er den sidste bisætning, der er dommen. Iqbal peger på den i udskriften med én finger, uden at sige noget, og lader fingeren ligge: ikke i færd med at blive afværget af nogen anden myndighed. Tretten ord, tørre som knækbrød, og indeni dem ligger det hele — toogtyve år, en tom kolonne, et tilsyn der ikke fandtes, en stat der ikke så sig selv efter. En frifindelse af Maja, formuleret som noget meget større: en domfældelse af alle de andre, afsagt i forbifarten, i en bisætning, fordi retten ikke var sat for at dømme dem. Endnu.

Reaktionen i salen er ikke jubel. Det er mærkeligere og bedre: en lang, samlet udånding, og så lyden af enogtres mennesker plus tilløbere, der rejser sig i utakt, og Rikke, der IKKE græder — Maja ser efter, det gør hun virkelig ikke, hun står med sin liste og sætter et sidste flueben, som var også dommen et punkt, der skulle afvikles — og Iqbal, der pakker sin taske, metodisk, som efter et hvilket som helst retsmøde, fordi det er sådan, hun holder sine hænder i ro.

Udenfor er der kameraer og mikrofoner med skumhætter, og Iqbal siger tre afmålte sætninger på trappen, og Maja siger ingenting, hvilket er aftalt, og billedet i aviserne næste dag er ikke af hende men af Bent, der bliver interviewet med Jytte under armen og siger den sætning, der ender som overskrift: "Jeg har fået kaffe deroppe i tyve år. Nu vil jeg gerne have sandheden med."

Prisen kommer samme uge, i rater.

Onsdag: en fondsbørsmeddelelse, tre linjer teknisk engelsk — koncernen og det danske genomprojekt "suspenderer closing af den planlagte samarbejdsaftale, mens juridiske og regulatoriske forhold afklares". Milliarder, sat på pause i en bisætning; det er den slags uge, det er.

Fredag: nyheden om, at den europæiske lægemiddelmyndighed indleder en gennemgang af godkendelsesgrundlaget fra 2019. Artiklerne er ansvarlige og præcise, og de kan ikke forhindre det, der følger, for det følger af sig selv: fire tusind mennesker om året, verden over, som lever på det præparat, læser i deres egne aviser, at deres medicin er under review, og forstår — med rette eller urette, mest med urette, myndighederne trækker sjældent godkendte lægemidler, det ved Maja, det hjælper ikke — at noget under deres fødder har bevæget sig.

Mandag ligger der en mail i den indbakke, Iqbal har sat op til henvendelser. Den er på engelsk, fra en kvinde i Rotterdam, og den er ikke ond, hvilket gør den værre. Hun skriver, at hendes søn er sytten og har taget præparatet i fire år, og at han er rask og spiller fodbold, og at hun har læst om sagen i Danmark, og at hun godt kan forstå, at der er sket noget forfærdeligt dér — but I need you to know what it is like to read the word 'review' about the medicine that keeps your child alive. I do not think you are a bad person. I think you did not think of us. Maja læser den to gange og svarer ikke, for der findes ikke et svar, og lader den blive stående ulæst-markeret i indbakken, hvor den bliver ved med at være det, den er: sand.

"Var det forkert?" spørger hun Iqbal samme aften, i telefonen, uden indledning, og Iqbal, der altid ved, hvor sætninger kommer fra, svarer uden pause:

"Det var sandt. Det er ikke det samme, og det bliver det aldrig. Din opgave var aldrig at finde en handling uden pris. Den findes ikke i den her sag; den blev afskaffet i 1997. Din opgave var at vælge, hvem der skulle betale den — dem der vidste det, eller dem der ikke gjorde. Det har du gjort. Sov."

I køkkenet, før hun går i seng, står Maja foran køleskabet med sit glas vand. Den gule strimmel hænger under magneten fra Mallorca, lidt skæv, med sit ene tal.

180.

Hun tager den ned. Står med den i hånden. Armen er under 180 nu — den har været det siden anden uge efter dommen, hvor de første af de 183 begyndte at få deres diagnoser, én ad gangen, navn for navn ud af kolonnen — og kontrakten, tallet vogtede, ligger suspenderet i en fondsbørsmeddelelse. Tallet har ikke magt over nogen længere.

Hun sætter den op igen.

Den skal blive hængende, beslutter hun, ikke som trussel, men som det andet: som regnskab. Nogen regnede engang ud, hvor få der skulle undlade at få besked. Det skal der hænge en seddel om i et køkken, altid, et sted i landet.