Spring til indhold
Niels Sørensen
Del 5 · Højt og lovligt
Kapitel 50
51/51

Del 5 · Højt og lovligt

Kapitel 50

Otte måneder efter dommen ser regnskabet sådan ud, og Maja kan det udenad, for det er hende, Rikkes forening sender opdateringen til den første i hver måned:

176 af de 183 er informeret og udredt eller i udredning. Seks har afvist at lade sig teste — det er deres ret, og Rikke har efter tre forsøg noteret dem med et bogstav, der betyder lades i fred, hvilket har kostet Rikke mere end noget andet i processen. To nåede det ikke: en kvinde på enogtres, der døde i marts, tre uger før sin indkaldelse, og en mand på syvoghalvtreds i maj. Deres navne står nederst i hver månedsmail, med fed, for Rikke fører også det regnskab, og hun fører det, så ingen slipper for at læse det.

Fireogtredive børn og unge fra familiescreeningens lister er testet gennem deres egne læger, i det rigtige system, med det rigtige samtykke.

Alberte er en af dem. Det ved Maja fra månedsmailen — et flueben i en kolonne, testet, intet resultat, for resultater står der ikke, de tilhører familierne nu, hvilket er hele pointen med det hele. Og mere får hun ikke at vide. Steffen er holdt op med at ringe. Det skete uden markering, uden en sidste samtale — der kom bare ikke flere torsdagsopkald, og hans nummer i hendes telefon er blevet et stille punkt, og hun ved ikke hvorfor. Måske vrede: han fik at vide, med resten af landet, at hende den grundige havde kendt hans kolonne i måneder og sagt jeg har det godt, Steffen ned i hans glæde. Måske det modsatte, en taknemmelighed, der ikke kan finde en form. Måske noget tredje, som er hans, i et hus i Slagelse med en opslagstavle på et pigeværelse. Hun ringer ikke og spørger. Det er, forstår hun nu, den sidste og sværeste disciplin i hele sagen: at nogle kolonner skal have lov at forblive tomme, fordi de er andre menneskers.

En torsdag i august har hun et ærinde i Slagelse — foreningen holder møde i et forsamlingshus, hun skal med toget — og hun kommer forbi apoteket på gågaden, og gennem ruden ser hun en mand stå ved disken. Han er midt i halvtredserne, solbrændt på underarmene, og farmaceuten stiller en lille hvid pakke på disken, og manden siger noget, der får farmaceuten til at smile, og betaler, og putter pakken i en indkøbsnet mellem rugbrød og noget grønt.

Maja kender ham ikke. Han er ikke en af hendes — eller det er han måske; hun kender ansigterne fra retssalen, ikke fra listen, og listen er ikke hendes længere. Men pakken kender hun, størrelsen, det lille format, og hun bliver stående på gaden et øjeblik, mens han går ud ad den anden dør og videre op mod parkeringspladsen med sit net, en mand med rugbrød og betablokkere en torsdag i Slagelse.

Præparatet i den pakke findes, tænker hun, fordi der var nogen at måle det op imod. Prisen på det er sat af et selskab, der betaler royalty til et holdingselskab, der fylder en fond, der dobler sine uddelinger. Manden i døren betaler sine hundrede kroner i egenandel og aner det ikke, og hans egen årgang, hans eget postnummer, måske hans egen familie var måleinstrumentet, og nu virker medicinen, også på ham, og alle regnskaberne løber gennem den lille hvide pakke i hans net, uden at noget af det kan ses på den.

Hun går videre til sit tog.

Om aftenen, hjemme i køkkenet, tager hun sin egen. Det er blevet en bevægelse på linje med at låse døren: pillen af kortet, glasset under hanen, postevand, synk. Ingen ceremoni. Det var det, hun ikke forstod den eftermiddag uden for ambulatoriet, og som Iqbal måtte skælde ind i hende: at det aldrig var et spørgsmål om at fortjene. Medicin er ikke en dom, man idømmes eller frikendes for. Det er bare det, man gør om aftenen, hvis man er så heldig at vide besked — og hele sagen, hele det lange år, handlede om det ene: hvem der får lov at vide besked. Hun skyller glasset og sætter det i stativet. På køleskabet hænger den gule strimmel med sit tal og passer sit arbejde.

Telefonen ringer.

Nummeret er ukendt, og der var engang, hvor ukendte numre var kiosker med pakker og stemmer fra kolonihaver, og hun tager den på anden ringetone.

"Er det Maja?" En kvindestemme, midaldrende, lidt forpustet, som en der har skullet tage tilløb til at ringe. "Du kender mig ikke — eller jo, lidt. Du ringede til mig engang, sidste år. Jeg var nummer 87 på din liste. Jeg var ikke særlig flink."

"Det var de færreste," siger Maja. "Det var helt fair."

"Nå, men jeg — jo. Jeg er blevet undersøgt og det hele, det er ikke derfor, jeg ringer. Alt det kører, som det skal." En pause, og Maja kan høre hende samle sig, og hun kender den pause nu, hun har hørt den mange gange: det er lyden af et menneske, der skal til at sige noget, de ikke har kunnet sige til nogen anden. "Det er ikke om det med brevene. Det er noget andet. Det er min svigerfar — han var på plejehjem de sidste år, og der er noget med hans medicinliste, jeg ikke kan få til at stemme, og kommunen siger, at alt er, som det skal være, men jeg har print, Maja, jeg har det hele i en mappe, og jeg ved godt, hvordan det lyder, men du er den eneste, jeg kunne komme i tanke om, der — som ved, hvordan man ser efter." Hun trækker vejret. "Har du tid?"

Maja står i sit køkken med telefonen mod øret. Gennem vinduet er august ved at blive mørkeblå, og et sted i Slagelse hænger der et brev på en opslagstavle, og et sted i et sommerland står en havelåge og binder, og på køleskabet hænger et tal, der har mistet sin magt og beholdt sin betydning.

Hun tager blokken fra køkkenskuffen, og en kuglepen, og sætter sig ved bordet.

"Ja," siger hun.

— SLUT —