Del 5 · Højt og lovligt
Kapitel 47
Anklagerens forelæggelse tager fyrre minutter og er upåklagelig.
Han er grundig og fair, han overdriver ingenting, og det er derfor, det er slemt at høre på: en ung kvinde, ansat til en afgrænset opgave, som tiltog sig adgang, kopierede følsomme registerdata til privat udstyr, foretog systematiske opkald til registrerede borgere gennem måneder, fortsatte efter tjenstlig advarsel, fortsatte efter fyring, videregav helbredsoplysninger til en borger, der følte sig forulempet og anmeldte hende, og overtrådte endelig et kontaktforbud. Datoer, klokkeslæt, teleoplysninger. Alt sammen sandt. Maja sidder og hører sit eget liv læst op som gerningsindhold, og det mest fremmede ved det er, hvor godt det hænger sammen.
Så rejser Iqbal sig, og hun bruger fire minutter.
"Forsvaret bestrider ikke de faktiske handlinger. Min klient har gjort det hele, og hun har forklaret det sandfærdigt fra første afhøring. Forsvaret gør ét gældende: nødret. Straffelovens paragraf fjorten. Handlingerne var nødvendige for at afværge truende skade på menneskers liv — en fare, der var konkret, nærliggende og ikke blev afværget af nogen anden, fordi den var skabt og vedligeholdt af netop de instanser, der skulle have afværget den. Det er forsvarets bevisbyrde, og vi løfter den på den eneste måde, den kan løftes: konkret. Person for person. Retten skal ikke tro på et princip. Retten skal se på 183 mennesker, én ad gangen, og for hver enkelt stille det eneste spørgsmål, sagen rummer: Var der fare for dette menneskes liv, og afværgede tiltaltes handling den? Det bliver ikke hurtigt. Det er meningen, at det ikke er hurtigt. Hurtighed er, hvad de 183 har fået i toogtyve år."
Og så, efter frokostpausen, efter dokumentationen af kohortelisten — som anklageren protesterer imod i formen og taber, for listen er sagens kerne, det er den, der er kopieret, man kan ikke tiltale nogen for at stjæle et dokument og nægte retten at se dokumentet — sker det, som salen er fuld for at overvære, og som ingen af dem bagefter kan beskrive, uden at det lyder mindre, end det var:
Maja læser navnene.
Hun står op. Det er ikke et krav; vidner sidder ned, og hun er ikke engang vidne i formel forstand netop nu, det er bevisførelse, og Iqbal havde foreslået, at hun sad. Hun står op, fordi der er ting, man ikke kan sige siddende, og retsformanden ser på hende et øjeblik og lader hende stå.
"Forhold ét," siger Iqbal. "Liste, position fire."
"Martin Aagaard Jensen," siger Maja. "Født 1987. Variant: ja. Informeret: nej."
Og på fjerde række retter Martin fra Hillerød sig en anelse op i sin blazer, og hans navn står i luften i retssal 12, sagt højt, lovligt, for åbne døre, og protokolføreren skriver.
"Position fjorten."
"Anne-Grethe Lauritzen. Født 1983. Variant: ja. Informeret: nej."
Sådan går den første time. Navn, fødselsår, variant, status; ind imellem dokumentation — journaludtræk, invitationsbreve, den tomme kolonne projiceret på salens skærm, hvor den står og lyser hvidt, celle efter celle, mens navnene fortsætter. Anklageren gør indsigelse to gange i starten, mod omfanget, mod formen, og får begge gange det samme svar fra retsformanden, tørt og endeligt: "Det er forsvarets bevisførelse. Fortsæt."
Han kan ikke afbryde hende. Det er den sætning, Maja har levet på i ugerne op til, Iqbals sætning fra whiteboardet, og nu er den ikke længere strategi, nu er den fysik: dommeren kan ikke afbryde hende, for navnene er beviset. Hvert navn er et forhold. Hvert forhold kræver sin fare. Retten har selv sagt ja til rejsen, og nu skal den hele vejen.
Første gang, hjertet slår forkert, er hun tre kvarter inde.
Det er ikke dramatisk. Det er det velkendte — et slag, der kommer for tidligt, og et hul bagefter, hvor det næste skulle have været, og så tre hurtige, der indhenter det forsømte — men hun står op i en retssal, og pausen kan høres i hendes stemme, en stavelse der bliver hængende: "Jesper Riis Ander—" og så to sekunders ingenting, og salen bliver meget stille, og Iqbal er halvt oppe af stolen, og retsformanden ser op fra sine papirer.
"—sen," siger Maja. "Jesper Riis Andersen. Født 1990. Variant: ja. Informeret: nej."
Og videre. Betablokkeren arbejder i hende — tre uger nu, hun kan mærke forskellen, roen den lægger som en hånd — men den fjerner ikke alt, og det skal den heller ikke; det er der en bitter rigtighed i, som hun ikke har sagt højt til nogen: at listen bliver læst op af et hjerte, der selv står på den.
"Position hundredeogatten," siger Iqbal, og hendes stemme er en anelse lavere end før.
Maja ser på arket, og hun behøver ikke se på arket.
"Torben Kaas," siger hun. "Født 1965. Variant: ja. Informeret: nej." Hun holder en pause, der er hendes egen, ikke hjertets. "Status: afgået ved døden, maj i år."
På anden række sidder en kvinde, Maja kender fra én telefonsamtale, en lørdag formiddag med sol ind over et gulv, og hun sidder med sin mors hånd i sin, og ingen af dem græder, de sidder bare meget ranke, og i morgen vil et dagblad beskrive det øjeblik, og beskrivelsen vil være pæn og utilstrækkelig.
Klokken tre får salen pause, og folk går ud og drikker vand af plastikkrus og taler ikke ret meget. Klokken kvart over tre fortsætter det. Position 130. Position 150. Salens ur, der går to minutter foran, arbejder sig rundt, og et sted efter position 160 slår hjertet forkert anden gang, længere denne gang, hun må sætte hånden på pulten, og retsformanden siger, stille: "Vi kan holde en pause, hvis De ønsker det." Og Maja ryster på hovedet, én gang, og siger: "Position hundredeogtoogtres. Pia Wollesen. Født 1988. Variant: ja. Informeret: nej." — og salen forstår, uden at nogen forklarer det, at afslaget på pausen også er bevisførelse.
Klokken elleve minutter over fem — retstid; ni over, sand tid — lægger hun det sidste ark fra sig.
"Det var position hundredeogtreogfirs," siger Iqbal. "Forsvarets dokumentation af de omhandlede personer er hermed —"
"Det sidste navn står ikke på listen," siger Maja.
Iqbal ser på hende. Det her er ikke aftalt — det ser hele salen, det er det, der får selv protokolføreren til at se op — og i to sekunder står forsvarer og klient og ser på hinanden, og så gør Selma Iqbal det fineste, hun gør i hele sagen: hun sætter sig ned.
Maja ser ud i salen. På Rikke, der sidder yderst med sin liste. På Bent og Jytte og mappen. På de tomme sæder mellem de optagne, som også betyder noget, for der er 183 navne og enogtres fremmødte, og forskellen er bogens andet regnskab. Så ser hun på retsformanden.
"Maja Lindhardt," siger hun. "Født 1996. Variant: ja. Informeret —" og her, kun her, svigter stemmen en halv tone, ikke hjertet, stemmen, "— informeret: af egen foranstaltning. For fem uger siden. Nummer hundredefireogfirs."
Retsformanden ser på hende længe. Så ser han på uret, af gammel vane, og skriver noget i sine papirer, og Maja ved fra Iqbal, at det formentlig bare er klokkeslættet, retsbøger er ikke poesi — men hun ser ham skrive, og i hendes regnskab står det sådan her: to timer og elleve minutter, ført til protokols, et sted ingen fond kan købe.