Kapitel 46

Retssal 12 har egetræspaneler og et ur, der går to minutter foran, hvilket alle i bygningen ved og ingen retter, og klokken lidt i ti — retstid — er salen fuld på en måde, den sjældent er til kendelsesmøder.

Maja sidder ved siden af Iqbal og tvinger sig til at se på det hele én gang, langsomt, for at få det ind: Anklageren, en midaldrende mand med halvbriller, som ser grundig og skikkelig ud, hvilket Iqbal har sagt, at han også er — "det er ikke ham, der er modstanderen, husk det". Ravnholt på tilhørerrækkerne bag anklageren, med en yngre jurist ved siden, mapper i skødet. To journalister på pressepladserne, og bag dem, på et diskret sæde ved døren, koncernadvokaten fra mødelokalet, som observerer.

Og så resten af salen.

De begyndte at komme klokken halv ni. Rikke stod ved indgangen med en liste og et blik, og nu sidder de der, række efter række: enogtres mennesker fra et register. Martin fra Hillerød med madpakkerne, i blazer. Pædagogen fra Slagelse. Bent og Jytte, Jytte med mappen SUNDHED — BENT i skødet, for man ved aldrig. En kvinde, Maja kun kender som en stemme, der engang bad hende aldrig ringe igen, og som nu sidder på tredje række med korslagte arme og ser ud, som om hun stadig mener det, og alligevel er her. Enogtres mennesker, der har taget fri fra arbejde og fundet parkering og sidder ranke i en retssal, fordi en telefonliste blev til noget andet.

Anklageren rejser sig først, og han gør det, han skal:

"Anklagemyndigheden skal anmode om, at dørene lukkes under hovedforhandlingen, subsidiært at der nedlægges referatforbud. Sagen angår efter sin karakter videregivelse af helbredsoplysninger af særligt følsom karakter vedrørende et betydeligt antal tredjeparter, som ikke er parter i sagen, og som har krav på beskyttelse af deres privatliv. Det bemærkes, at netop hensynet til disse borgere er kernen i tiltalen. Det ville være et paradoks, om straffesagen selv skulle eksponere det, tiltalen værner om."

Det er godt. Maja mærker det som kulde i maven: det er rigtigt og redeligt og fuldstændig dræbende, og Ravnholts aftryk står i hver linje — ofrenes beskyttelse som gerningens sidste skjold, fremført af en skikkelig mand med halvbriller, som mener hvert ord.

Så rejser en kvinde sig fra første tilhørerrække. Hun er advokat, engageret af "en kreds af de omhandlede borgere", og hun beder om ordet, og retsformanden — en mand med et roligt, vejrbidt ansigt — giver hende det.

"De borgere, hvis privatliv anklagemyndigheden påberåber sig," siger hun, "sidder i denne sal. Enogtres af dem er mødt frem i dag. Jeg repræsenterer dem, og jeg er bedt om at meddele retten følgende: De protesterer mod beskyttelsen. De har været beskyttet i toogtyve år — beskyttet mod viden om deres eget helbred, beskyttet mod deres egne journaler, beskyttet, om jeg så må sige, til døde, for enogtredive af dem er der ikke mere. De anmoder retten om offentlighed. Det er deres navne, det drejer sig om, og de ønsker dem sagt højt."

Der går et sug gennem salen, det lille kollektive åndedrag, og retsformanden ser ud over rækkerne, langsomt, fra den ene ende til den anden, og man kan se ham tælle uden at tælle.

De to journalister rejser sig næsten samtidig og anmoder, på deres redaktioners vegne, om at kære en eventuel dørlukning. Iqbal føjer sit til, kort: dørlukning er efter loven sidste udvej; kan hensynet varetages med mindre — referatforbud, navneforbud — skal det mindre vælges; og i afvejningen indgår sagens samfundsmæssige betydning, "som jeg vil tillade mig at kalde betydelig, og som retten vil få rig lejlighed til at vurdere".

Retten trækker sig tilbage i tyve minutter, der varer længere.

Da retsformanden kommer ind igen, sætter salen sig, før han når at bede om det.

"Retten har truffet følgende afgørelse," siger han. "Anmodningen om dørlukning tages ikke til følge. Retten lægger vægt på, at dørlukning er et yderste middel, at de hensyn, der påberåbes, i det væsentlige tilkommer personer, som gennem deres repræsentant har frabedt sig beskyttelsen, og at sagen har en sådan almen interesse, at offentlighedens adgang tillægges særlig vægt. Der nedlægges ikke referatforbud. Retten vil under hovedforhandlingen påse, at oplysninger om enkeltpersoner ikke fremdrages videre, end bevisførelsen tilsiger." Han ser op. "Dørene forbliver åbne."

Bagerst klapper én person to gange, og bliver tysset ned af Rikke, hvilket på en måde er det højtideligste, der sker hele dagen.

Resten af mødet er formalia — bevisfortegnelser, tidsplan — og det er her, i det tørre, at det sidste sker. Iqbal gennemgår forsvarets bevisbegæringer og anmoder blandt andet om, at instituttet pålægges at fremlægge den oprindelige supportsag, 2026-04471, med tilhørende log.

Anklageren blader. Konfererer lavmælt med en medhjælper. Rejser sig halvt: "Til rettens orientering: Anklagemyndigheden er af instituttet oplyst om, at den pågældende sag ikke har kunnet genfindes i systemet. Den ses slettet. Instituttet undersøger omstændighederne; det oplyses, at sletningen er foretaget under en brugerprofil tilhørende en medarbejder i registerdrift, Nikolaj Friis."

Navnet falder i salen, sagligt og uden vægt, ét navn i en bevisfortegnelse.

Maja sidder helt stille. Hvor mange rækker var det, du sagde? Lyden af en mus, der klikker. En venlig mand, der ringede op i stedet for at skrive, fordi det er hurtigere at forklare end at formulere — og fordi opkald ikke efterlader tekst.

"Hovedforhandlingen indledes i morgen klokken ni," siger retsformanden og samler sine papirer. "For åbne døre."

Salen trækker vejret som ét menneske.