Kapitel 45

Han sidder på bænken, som om den er hans.

Det er dagen før kendelsesmødet, sidst på eftermiddagen, og Maja kommer ud fra et formøde hos Iqbal med hovedet fuldt af procedure, og der, på bænken foran retsbygningen, mellem en cykelstativ og et bøgetræ i baljer, sidder en høj, gammel mand i en grå frakke med hænderne foldet over et par handsker, og hun ved, hvem det er, tre skridt før hun kan se ansigtet, på samme måde som man ved, at der står nogen bag en i et tomt rum.

"Frøken Lindhardt." Han siger det venligt og gør ikke tegn til at rejse sig, men flytter sig en anelse på bænken, en invitation, hun ikke tager imod. Hun bliver stående. Han nikker, som om også det er et rimeligt valg, som om alle hendes valg er rimelige og forudsete. "Jeg skal ikke opholde Dem længe. Jeg var i byen, og jeg tænkte, at vi to formentlig aldrig får talt sammen under former, nogen af os vælger — så jeg valgte nogle." Han ser ud over pladsen, hvor duerne arbejder. "De behøver ikke sige noget. Det vil formentlig også være klogest, det er jeg sikker på, Deres advokat har sagt. Hun virker dygtig. Iqbal. Jeg har hørt gode ting."

Maja siger ikke noget. Hun har fået det at vide så mange gange, at det næsten er blevet let: hvis han opsøger dig, siger du ingenting, du går, og du ringer til mig. Men hun går ikke. Det er det, hun bagefter bruger længst tid på at forstå — at hun blev stående, og at det ikke var lammelse. Det var noget værre. Det var, at han begyndte at tale om Emil.

"Jeg tænker tit på Deres bror," siger Holger Damkjær. "Det kan De ikke vide, og De har ingen grund til at tro mig, men det er sandt, og i min alder er sandheden det billigste, man har, så man bruger den mere." Hans stemme er rolig, aldeles uden tryk, en stemme der aldrig har haft brug for at overbevise nogen. "Stue fire. Det var en firesengsstue, men de havde skærmet af, så jeres familie havde ro. Der var en sygeplejerske — Bodil, hed hun, hun er død for længst, hun var af den gamle skole, hun kunne få en respirator til at virke som noget hjemligt. Og Deres mor sang. Meget lavt, om aftenen, når hun troede, afdelingen var gået. Man kunne høre det ude på gangen, hvis man gik stille. Jeg gik tit stille på den afdeling."

Duerne letter og lander to meter længere væk.

"Elleve uger er lang tid på sådan en stue," siger han. "Man lærer en familie at kende, også når man ikke taler med den. Deres mor er et usædvanligt menneske. Det nej, hun gav mig — og hun gav mig det tre gange, mundtligt to og skriftligt én — var det mest velbegrundede nej, jeg har modtaget i mit liv, og jeg har modtaget færre, end De tror. Jeg har respekteret det siden." En pause, ganske kort, og så, med noget der i ethvert andet menneske ville være selvironi: "Ja. Jeg kan høre, hvordan det lyder, sagt herfra. Ikke desto mindre."

Han rejser sig. Det tager den tid, det tager for en mand på fireoghalvfjerds, og han bruger den uden forlegenhed, retter frakken, tager handskerne i den ene hånd. Han har på intet tidspunkt sagt et ord om sagen, om retten, om i morgen. Der er ikke faldet én sætning, der kan gengives for nogen dommer i verden og betyde noget som helst.

"Pas godt på Dem selv, frøken Lindhardt," siger han og ser på hende for første gang direkte, med lyse, milde, fuldstændig bundløse øjne. "De skal passe på Deres hjerte. Det ligger til familien."

Så går han, uden hast, over pladsen og rundt om hjørnet ved cykelstativerne, og duerne flytter sig for ham i god tid.

Maja bliver siddende — hun opdager, at hun på et tidspunkt har sat sig — til hænderne er rolige. Det tager den tid, det tager. Så ringer hun til Iqbal, og da Iqbal tager den, siger Maja: "Han opsøgte mig. Nu. Foran retten. Jeg refererer det hele, mens jeg har det — skriv ned."

"Der er ingen protokol at føre det til," siger Iqbal. "Det ved du godt."

"Skriv det ned alligevel," siger Maja. "Det er der aldrig. Det er hele hans liv, at der aldrig er. Skriv det ned."