Kapitel 44

Mødelokalet hos instituttets advokater har et bord af den slags træ, man ikke må sætte kopper på, og udsigt over havnen, og der står kaffe og småkager fremme, som ingen rører, for sådan et møde er en liturgi, og alle kender deres roller.

Ravnholt sidder for bordenden. Ved siden af ham en kvinde fra advokatfirmaet, som fører ordet i det praktiske, og længst væk, ved vinduet, en mand i et jakkesæt uden ét overflødigt valg, som bliver præsenteret med navn og med ordene "som observatør for vores kommercielle samarbejdspartner". Koncernens advokat. Han siger tre sætninger under hele mødet. Maja tæller dem.

Tilbuddet bliver fremlagt i punkter, og det er — hun må give dem det — godt. Tiltalefrafald efter forhandling med anklagemyndigheden, "som vi har grund til at tro vil være lydhør". Ingen bøde, ingen plet, sagen lukket. Og så hovednummeret, fremført med varme: en genopretningsproces. Instituttet vil nedsætte en enhed, der gennemgår registerforholdene og sikrer, at "berørte borgere informeres i ordnede rammer og med den fornødne sundhedsfaglige ledsagelse". Der vil blive tilknyttet kardiologisk ekspertise. Der vil blive taget hånd om tingene, ordentligt, af professionelle — alt det, Maja har kæmpet for, serveret på et fad af træ, man ikke må sætte kopper på.

Til gengæld: fortrolighed. Om processen, om sagens akter, om "parternes mellemværende". Gensidig, naturligvis.

"Vi beder om fem minutter," siger Iqbal.

I det lille tilstødende rum — der er altid et lille tilstødende rum — står de ved vinduet, og Iqbal siger det, hun er forpligtet til at sige, og hun siger det ærligt: "Du skal overveje det her seriøst. Ikke af hensyn til dig — af hensyn til de 183. Det her er den hurtigste vej til, at de får besked. I morgen kunne der sidde en enhed og ringe rundt med en kardiolog på medhør. Retssagen tager måneder, og vi kan tabe den. Hvis du siger nej, skal du vide, hvad du siger nej til, og det er ikke kun deres fortrolighed. Det er også tid, og tid er det eneste, de 183 ikke har for meget af."

Maja hører det. Det er sandt alt sammen, og hun mærker fristelsen som noget fysisk, en træthed der siger lad de voksne overtage nu.

Så beder hun om at se dokumentet igen.

Hun læser det langsomt denne gang, side to, afsnittene om processen, og hun ved ikke, hvad hun leder efter, før hun finder det, tredje afsnit, midt i en sætning, og verden bliver meget stille:

…idet parterne er enige om, at genopretning bedst sker i ordnede rammer og under gensidig fortrolighed.

Hun tager sin telefon frem. Iqbal begynder at sige noget om, at der ikke må fotograferes, og Maja ryster på hovedet — hun skal ikke fotografere, hun skal finde et fotografi — og så ligger det der, fra et køkken i Slagelse, en skoæske, ECCO str. 38: den samme sætning, ord for ord, i et dokument fra 2003 med et gammelt logo.

Hun lægger telefonen på bordet ved siden af forligsudkastet, skærm mod papir, så de to sætninger står ved siden af hinanden.

"Genopretning i ordnede rammer," siger hun. "De tilbød Line Brostrøm det samme, med de samme ord, for treogtyve år siden. Hun skrev under. Hun fik sine ordnede rammer. Der kom aldrig nogen enhed, der kom aldrig nogen kardiolog, der kom en bårebuket uden kort. Ordnede rammer betyder ingenting, nogensinde. Det er ikke et tilbud. Det er en skabelon."

De går tilbage ind i mødelokalet. Iqbal fremfører afslaget i tre høflige sætninger, og Maja ser ikke på hende imens; hun ser på Ravnholt, og hun lægger, uden at sige noget, telefonen på bordet igen, med skærmen opad, med 2003-dokumentet fremme.

Og hun ser det. Det nærmeste, bogen om hendes liv nogensinde kommer på at se Anders Ravnholt blinke: han genkender sit eget sprog. Treogtyve år mellem to dokumenter, og formuleringen er hans, det kan ses i en tiendedel af et sekund, et lille anslag i ansigtet som en sten mod en forrude — og så er det væk, og han nikker professionelt og siger, at man tager afslaget til efterretning og naturligvis holder muligheden åben.

Koncernens advokat ser på sit ur. Det er hans tredje sætning, den er ordløs, og den siger: dette møde har kostet, hvad det måtte, og er nu afsluttet.

"Nej tak," siger Maja, mest fordi hun vil have lov at sige det selv, med sin egen mund, i det lokale.

Så pakker Iqbal papirerne sammen, og de går.