Kapitel 43

"Du har ikke hentet den."

Iqbal siger det uden at se op fra testsvaret, som Maja har lagt foran hende, og det er ikke et spørgsmål; hun har allerede tjekket i et eller andet system, eller også kan hun bare læse mennesker, formentlig begge dele.

"Nej."

"Hvorfor ikke?"

Maja siger det, så godt hun kan. De 183. Kolonnen. At hun ikke vil være den, der —

"Stop." Iqbal lægger papiret fra sig, og for første gang siden de mødtes hæver hun stemmen, ikke meget, men målrettet, som en der har besluttet at bruge fem procent mere kraft: "Nu skal du høre efter, for det her siger jeg én gang. Du er bærer af en potentielt dødelig hjertesygdom, der kan behandles med en pille, som ligger og venter på dig to hundrede meter fra din læge, og du henter den ikke af princip? Er du blevet vanvittig? Du er mit bevis, Maja, ikke min martyr. Ved du, hvad anklageren kan gøre med en tiltalt, der nægter at tage sin egen medicin? Ingenting — for han finder aldrig ud af det, for du går ned på det apotek i dag, efter det her møde, og hvis du ikke gør det, ringer jeg til din mor. Jeg har hendes nummer. Det står i sagen." Hun trækker vejret. "Solidaritet er, at alle får medicinen. Det er ikke, at ingen får den. Det burde en fra folkesundhedsvidenskab kunne se uden hjælp fra en jurist."

Der er stille lidt. Så siger Maja: "Undskyld."

"Godt." Iqbal er allerede videre, blokken frem, og vreden er væk, som var den et værktøj, der er lagt tilbage i skuffen. "For nu skal vi arbejde, og arbejdet er blevet interessant. Hør her, for det her er sagens nye geometri." Hun rejser sig og går til whiteboardet, der hænger bag døren og bærer spor af mange sager, og visker en hjørne fri.

"Anklagemyndigheden skal føre en sag om ulovlig videregivelse af helbredsoplysninger. Fint. Men hvis oplysninger? Dine — blandt andres. Du står selv i det register. Du er selv bærer. Systemet, der anmelder dig for at videregive oplysninger, er det samme system, der i toogtyve år ulovligt har tilbageholdt de selvsamme oplysninger — for dig. De har tiltalt den eneste person i landet, der er gerningsmand og offer i samme forhold." Hun skriver ordene op, gerningsmand/offer, og sætter en cirkel om. "Det vinder ikke en sag i sig selv. Men det ændrer, hvad sagen handler om, hver gang nogen i den retssal åbner munden. Anklageren skal bevise, at du krænkede registret. Vi skal bevise, at registret krænkede dig — og 183 andre. Og vores bevisførelse er lovlig, Maja. Det er det smukke. Alt det, du har forbud mod at hviske til ét menneske i en telefon, kan jeg kræve dokumenteret og oplæst i et offentligt retsmøde, fordi nødret skal bevises konkret. De har selv valgt kampplads. De har valgt den eneste i landet, hvor du må tale."

Hun skriver tre ord på tavlen, i tre kolonner:

BEVISES. SIGES. VINDES.

"Kolonne ét: faren, navn for navn — det kræver kohortelisten som bevis, og den får vi ind via din sag, de kan ikke holde den ude, den er jo corpus delicti, det er den, du har kopieret." Der er noget nær ømhed i måden, hun siger det på. "Kolonne to: hvad der dermed bliver sagt højt, med presse på rækkerne. Kolonne tre —" hun ser på den tomme kolonne, og for en gangs skyld tøver hun, "— kolonne tre er ærlighedens plads, og den lader jeg stå åben, for nødret er en smal dør, og jeg har set domme, hvor den var smallere, end forsvareren troede. Retten kan sige nej. Det skal du vide hele vejen: Vi kan tabe. Du kan blive dømt for det hele. Det, jeg lover dig, er ikke resultatet — det er, at inden dommeren når til resultatet, er alting blevet sagt, i et rum, hvor det er lovligt at sige det, og ført til protokols et sted, ingen fond kan købe."

Det banker på døren, to hårde slag, og den går op, før nogen svarer, og Rikke står i den med en rygsæk over den ene skulder og et blik, der har taget mål af kontoret, mapperne og Iqbal på under et sekund.

"Er det dig, der er advokaten?"

"Er det dig, der er den vrede?"

"Jeg foretrækker 'den effektive'."

"Det gør alle vrede." Iqbal peger på stolen med mapper. "Læg dem på gulvet og sid ned. Vi får brug for dig."

De to kvinder ser på hinanden hen over Majas hoved, og der sker det, som Maja bagefter tænker på som en slags gnidningsfri kollision: en øjeblikkelig, gensidig og fuldstændig ubegejstret anerkendelse, to generaler der aldrig vil kunne lide hinanden og aldrig kommer til at spilde hinandens tid.

"Nå," siger Rikke og sætter sig. "Hvad skal siges, og hvem skal høre det?"