Kapitel 42

Ambulatoriet har et venteværelse med tolv stole, et akvarium og en opslagstavle, hvor nogen har hængt et A4-ark op om hjerterehabilitering med rev-en-tap-af-numre forneden. Tre af tapperne er revet af. Maja sidder og ser på akvariet, hvor en enkelt fisk patruljerer langs forruden, frem og tilbage, frem og tilbage, med et udtryk af en, der venter på svar.

Prøven blev taget for ni dage siden. Det her er samtalen.

Lægen er en kvinde på Bergsøes alder med kortklippet gråt hår og et håndtryk, der er tørt og fast, og hun siger det på den måde, gode læger siger den slags: inden for de første femten sekunder, så ventetiden ikke flytter ind i lokalet.

"Du er bærer af varianten. Det var det, du kom for at få svar på, og svaret er ja."

Maja nikker. Hun har vidst det, tænker hun. Ikke antaget — vidst, et sted i kroppen, siden en aften med et regneark og sin mors efternavn.

"Og så har jeg læst det, du udfyldte om symptomer," fortsætter lægen og drejer skærmen en anelse, "og det er dét, vi to skal tale ordentligt om, for det ændrer tidsplanen. Du skriver, at du er besvimet — én gang, i et tog, for nogle måneder siden. Og natlig hjertebanken gennem længere tid. Og et nyligt tilfælde af det, du kalder 'at vente på sit hjerte' på en trappe." Hun ser op. "Det er ikke stress, Maja. Det vil sige — det kan det sagtens også have været, det ene udelukker ikke det andet, og det er derfor, ingen har fanget det. Men med den her variant er det, du beskriver, klassisk. Besvimelsen er det, vi tager mest alvorligt."

"Der blev taget et EKG. På skadestuen. De sagde, det var normalt."

"Det var det sikkert også." Lægen siger det uden antydning af kritik, saligt fagligt. "Et hvile-EKG kan sagtens være normalt med den her variant — det er en af dens ubehagelige egenskaber. Man finder den, når man leder efter den: gentest, ekko, belastningstest, døgnmåling. Ingen leder efter den hos en fireogtyveårig, der lige er blevet fyret og besvimer i et fyldt tog. Det var ikke en fejl, nogen begik. Det var en sygdom, der opfører sig, præcis som den plejer."

Man finder den, når man leder efter den. Maja sidder med sætningen, og mens lægen taler videre — udredning, betablokker som førstevalg, en tid til ekkokardiografi, "og ingen maratonløb og ingen energidrikke, det mener jeg bogstaveligt" — foregår der noget andet inde i hende, stille og koldt og systematisk: en omregning. Toget ved Høje Taastrup, verden der blev hvid i kanterne. Vasovagalt, formentlig stressudløst. Nætterne i barndomsværelset og i lejligheden, hånden på brystbenet, fyrre slag og så mistet tallet. Morens te. Trappen til afhøringen, reposen, hånden på gelænderet. Angst. Det er ikke engang usandsynligt. Hver scene tages frem, får sit gamle navn pillet af og sit rigtige sat på, og det er ikke panik, hun mærker, det er noget underligere: en fortid, der skifter ejer. Alle de øjeblikke tilhørte en stresset ung kvinde. Nu tilhører de en ubehandlet bærer, og de har gjort det hele tiden.

Og så kommer de to tanker, i rækkefølge, den ene koldere end den anden.

Bergsøe har haft kohortelisten i tyve år. Maja er datter af en kvinde, der sagde nej i 1993, søster til en dreng, hvis prøve startede det hele — hun står i den familie, i det register, i den geografi. Bergsøe, der kan alle tallene udenad, ansatte hende, gav hende nøglekort og navneskilt og lod hende gå på trapper i et år.

Og Damkjær har vidst det siden 1993. Siden en hospitalsstue med en body og en lille hue. Han har vidst det længere, end Maja har været i live.

De vidste det, før hun gjorde.

"— og recepten sender jeg elektronisk," siger lægen. "Den ligger klar på apoteket om en time. Start i aften."

Ude på gaden er der eftermiddag og cykler og en, der sælger jordbær fra en trailer. Maja står med telefonen i hånden, hvor recepten allerede er dukket op i appen med et lille grønt flueben, og apoteket ligger to hundrede meter væk, hun kan se skiltet herfra.

Hun går den anden vej.

Hun kan ikke forklare det, ikke den dag — det kommer først senere, med Iqbals skældud, med ord som stædighed og solidaritet og dumhed — men den eftermiddag er det helt enkelt: Der står 183 mennesker i et regneark og ved ingenting, og Alberte har et brev hængende på en opslagstavle, og Maja vil ikke være den eneste i den kolonne, der bliver rask, fordi hun tilfældigvis var den, der fandt filen.

Recepten bliver liggende i appen med sit grønne flueben.