Kapitel 41

Selma Iqbals kontor ligger på anden sal over en frisør, og der er sagsmapper på alle vandrette flader, inklusive vindueskarmen og en stol, som hun rydder med én arm, da Maja kommer ind.

"Sid der. Vil du have kaffe? Den er dårlig. Det var ikke et tilbud, det var en varedeklaration." Hun sætter sig over for Maja med sagens omslag foran sig og et blik, der allerede har læst det hele. "Godt. Jeg er din beskikkede forsvarer, og det første, du skal vide om mig, er, at jeg ikke lyver for mine klienter, heller ikke af høflighed. Så her er min vurdering, som den ser ud i dag: Din sag kan ikke vindes."

Hun lader det stå et øjeblik.

"Du har kopieret registerdata, du ikke måtte kopiere, og det har du forklaret politiet i detaljer, ordentligt og sandfærdigt, hvilket klæder dig som menneske og er en katastrofe for dig som tiltalt. Du har ringet til registrerede borgere og videregivet helbredsoplysninger. En af dem har anmeldt dig. Instituttet har anmeldt dig. Der foreligger et kontaktforbud, som —" hun blader, finder stedet, ser op, "— som du har overtrådt mindst én gang, fremgår det af teleoplysningerne, en torsdag aften, elleve minutter. Vi vender tilbage til de elleve minutter. Anklageren har dokumenter på det hele, og dokumenterne er dine egne. Det, jeg realistisk kan gøre for dig, er at forhandle omfanget: bøde frem for betinget, betinget frem for — og så videre. Det er ikke ingenting. Det er bare ikke det, du kom for at høre, det kan jeg se."

"Nej," siger Maja.

"Nej." Iqbal læner sig tilbage. "Så overbevis mig. Du får ti minutter, og du må ikke bruge ordet 'uretfærdigt', det er brugt op i det her lokale."

Maja bruger ikke ti minutter. Hun tager ét stykke papir op af tasken og lægger det på bordet mellem mapperne: en liste, enogtredive linjer. Navne, fødselsår, dødsår.

"Hvad er det?"

"Det er dem, der døde af det, jeg er tiltalt for at fortælle om."

Iqbal ser på hende. Så tager hun listen og begynder at læse, og Maja sidder stille og ser et menneske skifte tilstand. Det tager fire minutter. Iqbal læser langsomt, én gang igennem, og så forfra, og et sted midt i anden gennemlæsning tager hun en blyant og begynder at sætte små prikker ud for årstallene, og hendes ansigt lukker sig om noget, koncentreret, som en der lytter efter en lyd i en motor.

"Gennemsnitsalderen," siger hun uden at se op. "Har du regnet den?"

"Fireoghalvtreds."

"Fireoghalvtreds." Hun lægger blyanten. Ser ud ad vinduet, hvor frisørens skilt kaster genskær. Så siger hun, langsomt, mest til sig selv: "Der er én ting, der slår sådan en tiltale ihjel. Én. Den hedder nødret, og den bor i straffelovens paragraf fjorten, og den siger — jeg oversætter — at en ellers strafbar handling er straffri, hvis den var nødvendig for at afværge en truende skade på noget vigtigere. Liv er vigtigere end registerregler. Det er den pæne nyhed." Hun ser på Maja. "Den upæne er, hvad ordet 'nødvendig' koster. Retten skal overbevises om, at der forelå en konkret og nærliggende fare, og at dine opkald afværgede den. Ikke i almindelighed. Konkret. For hvert eneste forhold i anklageskriftet skal vi kunne pege på et menneske og sige: denne person, dette navn, denne variant, denne tomme kolonne, denne fare. Navn for navn, Maja. Med dokumentation." Hun banker let på listen med to fingre. "Forstår du, hvad det betyder for, hvad der skal siges højt i en retssal?"

Maja forstår det. Hun mærker det brede sig i brystet, langsomt, som varme eller som skræk, det er ikke til at skelne: Navnene er ikke det, forsvaret skal undskylde. Navnene er forsvaret. Alt det, hun har forbud mod at sige til nogen som helst, er præcis det, en straffesag vil tvinge alle til at høre.

Ingen af dem siger det højt. Det er for tidligt at glæde sig over noget, der også kan gå galt, og det kan man se, de begge ved.

Iqbal samler listen sammen og lægger den øverst i omslaget.

"Én ting mere, og den er ikke til diskussion," siger hun. "Din familie står i det register. Din mor sagde nej i sin tid, sagde du. Varianten er arvelig." Hun ser på Maja over kanten af et par briller, hun ikke har på; det er bare den slags blik. "Du skal testes. I morgen. Hvis du selv står i den familie, er du mit bedste bevis."