Kapitel 40

Hun kører til Roskilde for at sige det selv, før moren læser det et andet sted. Der er endnu ikke skrevet noget — sigtelser mod ukendte vikarer er ikke stof — men det kommer, det ved hun nu, og der er sætninger, en mor ikke skal møde i en avis.

De sidder ved køkkenbordet med te, ingen af dem drikker, og Maja siger det, som Iqbal senere lærer hende, at man skal sige den slags: forfra, langsomt, uden at pynte. Sigtet. Videregivelse af personoplysninger. En straffesag, formentlig til efteråret.

Moren sidder med hænderne om sin kop og lytter til det hele uden at afbryde, og da Maja er færdig, siger hun ikke noget om advokater eller om, hvad folk vil tænke, eller noget af det, Maja har rustet sig imod. Hun sidder lidt. Så rejser hun sig, går ind i stuen, og Maja hører hende ikke rode — hun går direkte, som man går efter noget, man har vidst placeringen af i tredive år — og kommer tilbage med fotografiet fra reolen og stiller det på køkkenbordet mellem dem, med forsiden mod Maja.

Spædbarnet i hospitalstæppet.

"Han hed Emil," siger hun.

Og så fortæller hun, i korte sætninger med luft imellem, en historie, der er blevet fortalt tusind gange indeni og aldrig højt: En dreng, født i marts 1993, tre år før Maja. En hjertefejl, de så med det samme. Elleve uger på hospitalet, det meste i respirator, "og han var vågen noget af tiden, det siger de, man ikke må tro, men jeg så det, han så på mig". Beslutningen, som ikke var en beslutning, men en fredag, hvor lægerne brugte ordet udsigtsløst, og en søndag, hvor det var slut.

"Og dagen efter," siger moren, og nu ændrer hendes stemme sig, umærkeligt, som vejr, "dagen efter kom der en læge ind på stuen, hvor jeg sad og pakkede hans ting. Der var ikke ret meget at pakke. En body, sådan en lille hue. Og han kom ind, og han var — han var venlig, Maja, det er det, jeg aldrig har kunnet forklare din far. Han kondolerede pænt. Og så sagde han, at der var taget en blodprøve af Emil, som der bliver af alle børn, og at den kunne gøre stor gavn i en familieundersøgelse, han stod for. Om uforklarlige hjertedødsfald. 'Vi skylder familierne et svar,' sagde han. Ordret. Jeg har husket det i treogtredive år: vi skylder familierne et svar. Og jeg sad med Emils hue i hånden, og jeg sagde nej."

Hun ser ned i koppen.

"Han kom igen ugen efter. Til begravelseskaffen — nej, ikke til den, men han ringede, dagen efter den. Samme venlige stemme. Om jeg havde overvejet det nærmere, nu hvor der var gået lidt tid. Og jeg sagde nej igen. Og så kom der et brev, med en samtykkeerklæring og en frankeret svarkuvert, og der skrev jeg det, så det ikke kunne misforstås: at vores søns prøve ikke måtte bruges til noget som helst, nogensinde, af nogen. Din far syntes, jeg overdrev. Han var måske sød nok, den læge, sagde han. Men der var noget i det — at han kom dagen efter. At han vidste, hvornår man er svagest, og at han kom præcis dér. Det gør et venligt menneske ikke. Det gør et menneske, der har prøvet det før."

Maja sidder helt stille. Nej'et på skrift. Aktivt frabedt forskningsanvendelse. Et fritekstfelt i et gammelt system, en fredag i oktober 1997, wienerbrød. Hendes families vej ind i de 340 går gennem det køkken, hun sidder i, gennem en kvinde med en hue i hånden.

"Kan du huske, hvad han hed?" spørger hun, og hun ved godt, hvad svaret er, men det skal siges i dette køkken, af denne stemme.

Moren ser op.

"Damkjær," siger hun. "Holger Damkjær. Man glemmer ikke navnet på den slags. Han er blevet fin siden, jeg har set ham i fjernsynet — der var noget med en pris. Jeg slukkede."

De sidder lidt. Teen er kold. Ude på vejen kører en knallert forbi og bliver væk.

"Det var derfor, du skiftede emne," siger Maja. "Den dag jeg fortalte, hvor jeg arbejdede. Biobanken."

"Jeg har brugt tredive år på ikke at tænke på det sted," siger moren. "Og så kom du hjem og arbejdede der." Hun prøver at smile, og det lykkes halvt. "Man kan åbenbart ikke beskytte jer mod noget som helst. Man kan bare sige nej på skrift og håbe."

Hun rækker ud og retter på fotografiet, en millimeter, så det står helt lige mellem dem.

"Du ligner ham lidt," siger hun. "Om munden."