Kapitel 39

Moren ringer onsdag klokken 14.20, midt i arbejdstiden, og hun græder, før hun får sagt noget.

"Der har været — Maja, der har ringet en mand til Birgit." Birgit er morens chef gennem fjorten år, kommunal tandpleje, verdens fredeligste arbejdsplads. "En advokat, sagde han, eller fra et advokatfirma, jeg forstod det ikke — han var så høflig, siger Birgit, han ville bare 'afklare nogle faktuelle forhold' om mig. Om mine ansættelsesforhold. 'I anledning af en verserende sag.' Hun spurgte, hvad for en sag, og han sagde, at det kunne han ikke oplyse, og så takkede han for hjælpen og lagde på, og Birgit kom ind til mig med sådan et ansigt, og jeg —" Hun trækker vejret i stød. "Hvad er det, der sker? Hvad har jeg gjort?"

"Ingenting, mor. Du har ikke gjort noget som helst."

"Jamen hvorfor ringer der så advokater til mit arbejde?" Og så, lavere, det værste: "Birgit var sød. Men jeg kunne høre det på hende. Nu er jeg en, der er en sag om."

Der er ikke sket noget. Det er det, Maja forstår i løbet af den samtale og de næste dage, og det er konstruktionen om igen, i miniature: Der er ringet ét høfligt opkald, stillet tre neutrale spørgsmål, sagt tak for hjælpen. Intet ulovligt, intet anmeldeligt, ingenting, der kan tages i hånden og vises frem — bare en lille, kold streg trukket gennem hendes mors liv, synligt kun for den, den er trukket for. Ugen efter fortæller Majas gamle studievejleder — venligt, forsigtigt, over en mail — at der er kommet en henvendelse fra et advokatfirma "med enkelte spørgsmål vedrørende dine studieaktiviteter", og at han naturligvis ikke har oplyst noget, men syntes, hun skulle vide det. Firmanavnet står i mailens signatur. Maja åbner sit dokument, kæden, og skriver navnet ind nederst med et spørgsmålstegn efter. Spørgsmålstegnet bliver stående længe.

Og så, torsdag aften, ringer telefonen, og displayet siger Steffen, og hun sidder med den i hånden, mens den ringer tre gange, fire, og forbuddet ligger i skuffen under hende med sin formulering, herunder besvare henvendelser fra samme, og hun ved præcis, hvad hun gør, da hun tager den.

— Hej Maja. Det er Steffen. Håber ikke, jeg forstyrrer i aftensmaden?

— Nej. Nej, slet ikke.

— Jeg skulle bare — jo, for det første ville jeg høre, om der er nyt om det med registret. Om jeg er blevet levende igen. (lille latter)

— Det... er stadig under behandling. Det hele. Det tager tid.

— Ja, det gør den slags. Det sagde jeg også til Mette. Nå, men det var egentlig ikke derfor, jeg ringede — jeg ringede, fordi vi har lidt at fejre herhjemme, og jeg er blevet sådan en, der fortæller det til alle, du må undskylde: Alberte skal til sit første hjertetjek i næste måned. Hun har fået sit eget brev og det hele. Hun har hængt det op på opslagstavlen på sit værelse, kan du forstå det — sytten år og hænger et brev fra en scanning op, som var det en koncertbillet.

— (pause) Det —

— Det er fjollet, jeg ved det godt. Men det er sådn — min far døde som treoghalvtreds, af hjertet, det har jeg vist aldrig fortalt dig. Så det betyder noget her i huset, at de holder øje. Det er godt, de holder øje med sådan nogle som os. Det siger jeg til hende: vi er heldige, at vi bor et sted, hvor nogen gider.

— (pause)

— Maja? Er du der?

— Ja. Jeg er her.

— Du lyder lidt... Har du det godt?

— (pause) Ja. Jeg har det godt, Steffen. Hils Alberte og sig tillykke med brevet.

— Det skal jeg nok. Og pas på dig selv, ikke? Du arbejder for meget, det kan man høre gennem telefonen. Det siger Mette også — jeg har fortalt dem om dig, håber det er okay. "Hende den grundige," siger vi.

— (pause) Hils dem.

— Det skal jeg gøre. Godnat, Maja.

— Godnat.

(lagt på)

— slut på Del 4 —