Kapitel 38

Hun vælger ham med vilje blandt dem, hun aldrig har talt med.

Det er pointen, tænker hun: en ren start, et menneske uden forhistorie med hende, bare et navn i variantkolonnen — ja — og en tom celle i den næste. Han hedder Preben, han er tooghalvtreds, han er elektriker i Kalundborg, og han tager telefonen med sit efternavn, som mænd på tooghalvtreds gør.

Hun gør det ordentligt. Det er det, der er så bittert bagefter: hun gør det så ordentligt, som det kan gøres. Hun siger sit fulde navn. Hun siger, at det, hun nu vil fortælle, vil lyde usandsynligt, og at han ikke skal tro hende, men skrive tre ting ned og tage dem med til sin egen læge. Hun forklarer varianten i almindelige ord — en arvelig hjertesygdom, som kan behandles, hvis den opdages. Hun fortæller, at han i over tyve år har gået til et hjertetjek, der ikke er, hvad det udgiver sig for. Hun siger, roligt og i rækkefølge, at der findes en liste, og at han står på den, og at der ud for hans navn står ja i én kolonne og ingenting i en anden, og at det ingenting er det, der kan slå ham ihjel.

Der er stille lidt.

"Hvem er du?" siger Preben så. Ikke bange. Vred, på den langsomme måde. "Hvem er du overhovedet? Hvor har du mit navn fra? Mit — siger du CPR-nummer? Har du mit CPR-nummer liggende?"

"Jeg —"

"Ved du, hvor mange der ringer til sådan nogle som min mor og siger, der er noget galt med banken, med varmepumpen, med helbredet? Min mor mistede fyrre tusind til sådan en som dig. Du ringer en tirsdag og fortæller mig, at sundhedsvæsenet — som har tjekket mig i tyve år, gratis, med kaffe — at de vil mig noget ondt, og at jeg skal tro på dig, som er hvem? En stemme. En stemme med min journal."

"Jeg beder Dem ikke tro mig. Jeg beder Dem gå til Deres læge og —"

"Du skal ingenting bede mig om." Hans stemme er lav nu, og det er værre. "Jeg skriver dit navn ned. Maja Lindhardt, sagde du. Det var dumt af dig at sige det rigtige navn."

Han anmelder hende samme eftermiddag. Det er hans gode ret, og det er — hun tvinger sig selv til at tænke det helt igennem, senere, mange gange — det fuldstændig fornuftige at gøre. Sandheden lød som svindel. Det er konstruktionens sidste og fineste egenskab: den har gjort sandheden usigelig. Enhver, der fortæller den, lyder præcis som det, mødre advarer deres sønner imod, og en ægte svindler ville aldrig fortælle den, for der er ingen penge i den. Kun en, der taler sandt, kunne finde på at ringe — og netop derfor bliver hun meldt.

Instituttets anmeldelse kommer dagen efter. Den har været klar længe, forstår hun, da hun sidder over for to betjente i et lokale med en kaffemaskine, der er i familie med kælderens: den er for velskrevet til at være skrevet på en dag. Uberettiget tilegnelse og videregivelse af følsomme personoplysninger. Der er bilag. Der er en tidslinje over opkald — og midt i oplæsningen af den sidder Maja pludselig helt stille, for betjenten nævner to datoer i det tidlige forår, to opkald til borgere i puljen, og de datoer er ikke hendes. Hun har sin egen liste i hovedet, hun kan den udenad, og de to opkald har hun ikke foretaget. Nogen ringede før hende. Nogen har ringet rundt i foråret og talt med Bent og måske med andre, og det ligger nu i hendes sagsakter som hendes mønster, og hun åbner munden for at sige det og lukker den igen, for hvordan lyder det: det var ikke alle opkaldene, der var mine? Det lyder som det, alle siger.

Til sidst får hun forbuddet. Det bliver læst op og udleveret på papir: hun må ikke, direkte eller indirekte, kontakte personer omfattet af sagens registre, herunder besvare henvendelser fra samme, under henvisning til efterforskningens karakter.

Herunder besvare henvendelser fra samme.

På trappen op til afhøringslokalet — det ligger på anden sal, og elevatoren var i stykker, selvfølgelig var den det — måtte hun standse på reposen med hånden på gelænderet og vente. Ikke længe. Et halvt minut, måske, mens hjertet buldrede af sted foroven i brystet på en måde, trapper ikke plejer at koste, og hun stod og trak vejret og kaldte det, hvad enhver ville kalde det på vej op til sin første politiafhøring: angst. Det er ikke engang usandsynligt.

Døren gik op indefra, før hun nåede at banke på.

"Maja Lindhardt? Vi er klar til dig."