Kapitel 31

Bents kone hedder Jytte, og hun har mapper til alt.

De sidder ved et køkkenbord på Vestsjælland med voksdug og en kaffekande med hæklet varmehætte, og Jytte har fundet den rigtige mappe frem, inden Maja fik jakken af. SUNDHED — BENT står der på ryggen med tusch. Indeni, i plastiklommer, i kronologisk orden: indkaldelser, svarbreve, en vaccinationsattest fra 1998, og så, fra 2004 og frem, dem Maja er kommet for.

Invitationerne.

De ligger der alle sammen, elleve styk, hvert andet år i toogtyve år, og de er smukke på den måde, offentlige breve aldrig er: godt papir, en varm blågrøn bund, en skrifttype med serifer. Kære Bent. Det er igen blevet tid til dit gratis hjertetjek. Sproget er venligt uden at være smart, teksten kort, mødetid og sted fremhævet, og nederst en linje om kaffe og parkering. Nogen har brugt penge på de breve. Nogen har villet, at de skulle føles som omsorg.

"Det er da pænt, ikke?" siger Jytte og skænker. "Man møder gladere op, når brevet er pænt."

Maja fotograferer dem én for én, systematisk, forside og bagside. Det er på det tredje brev — 2008 — hun ser linjen. Den står nederst på bagsiden, under praktiske oplysninger, i en skriftstørrelse, der er valgt af nogen, der har skullet have den med og ikke har villet det:

Hjertesundhedstilbuddet drives med støtte fra Corda Fonden.

Hun zoomer. Seks punkter, måske mindre. På 2004-brevet står linjen der også, med en anelse anden ordlyd — et tilbud støttet af Corda Fonden — og på det nyeste, fra i år, er den flyttet om på forsiden, nederst, hvor ingen læser.

"Corda Fonden," siger hun. "Siger det jer noget?"

"Det er vel sådan noget med hjertet," siger Bent. "Cor. Det er hjerte på latin. Det lærte jeg til hjertetjekket, af sådan en ung en i kittel." Han ser tilfreds ud. "Man lærer noget dér."

I bilen, på en parkeringsplads med udsigt til en Netto, slår Maja fonden op i CVR, fordi hun ikke kan vente til hjemturen er kørt.

Corda Fonden. Stiftet 2004. Formål: at fremme hjertesundhed og hjerteforskning, særligt i Region Sjælland. Bestyrelse: tre navne, hun ikke kender, og et fjerde, hun heller ikke kender, med titlen stifter og formand:

Holger Damkjær.

Hun googler navnet, og internettet åbner sig som en festsal.

Der er portrættet fra en avis' erhvervssektion, 2021: Manden bag det danske hjertemirakel. Der er hædersdoktoratet i Lund, talen ved prisoverrækkelsen i Amsterdam, bestyrelsesposterne. Der er formuen — en erhvervsjournalist har regnet på den i en artikel om "lægerne på rigmandslisten", og tallet har ni cifre og et forbehold. Der er fotografierne: en høj mand med hvidt hår og briller uden stel, der ser ud, som om han lige har hørt noget mildt morsomt, på scener, ved talerstole, i en have med et stort hus bagved, omtalt som "det gamle apotekersted".

Og der er, i en digitaliseret lokalavis, dybt nede i søgeresultaterne, et sort-hvidt foto fra 1991. En yngre Damkjær i kittel foran en sygehusindgang, armene over kors, under overskriften Lokal overlæge kortlægger mystiske hjertedødsfald: "Vi skylder familierne et svar".

Sygehusindgangen er på Vestsjælland.

Maja sidder helt stille i bilen. Nettoens skilt snurrer. Og Kirstens stemme kommer op gennem tre ugers larm, tør og præcis, fra et spisebord med te: ham lægen ude fra sygehuset, der blev ved med at ringe. Han ville have sine prøver fri.

Hun tager sin telefon og skriver det ned.