Kapitel 32

Det tager en dag at tegne kæden, og det er den dag, Maja holder op med at tro på hemmeligheder.

Hun havde forestillet sig — i det omfang hun havde forestillet sig noget — at den slags ligger skjult: skuffeselskaber, udlandet, navne bag navne. Det gør det ikke. Det ligger i CVR og i fondens egne årsrapporter og i et børsprospekt, og det har ligget der hele tiden, offentligt som en busplan, og præcis lige så ulæst.

Hun sidder ved sit spisebord fra morgen til aften og bygger den, led for led, i et dokument, hun opretter til formålet:

Corda Fonden (stiftet 2004, formand H. Damkjær) betaler hjertesundhedstilbuddet — det står i fondens egne årsrapporter, post for post, "drift af regionalt screeningstilbud", beløbene stiger pænt gennem årene.

Fondens midler kommer fra HD Invest Holding ApS — det står også i årsrapporterne, under gaver og donationer, samme selskab hvert år.

HD Invest Holding ApS ejes af Holger Damkjær og ejer til gengæld Damkjær Bioscience ApS, stiftet 2003, syv ansatte, formål: udvikling og licensering af diagnostiske og terapeutiske mål inden for kardiologi.

Og Damkjær Bioscience har én licensaftale, som selskabet i tyve år har levet fedt af, og som Maja finder omtalt sort på hvidt i den internationale koncerns eget børsprospekt fra 2018, i afsnittet om immaterielle rettigheder, høfligt og teknisk: en eksklusiv licens til et molekylært mål, in-licensed from a Danish biotechnology company, mod en løbende royalty af nettoomsætningen.

Hun læner sig tilbage. Klokken er blevet mange. Kæden fylder en side, og hver eneste led har et bilag, og bilagene er offentlige alle sammen. Ingen har gemt noget. Man gemmer ikke det, ingen leder efter. Man lægger det i en årsrapport, for årsrapporter er det sikreste skjulested i Danmark: fuldt lovpligtigt, fuldt tilgængeligt, fuldstændig ulæst.

Rammeaftalen finder hun ved et tilfælde, hvilket er det ord, man bruger, når systemerne omsider arbejder for én. Hun er inde på gruppens fællesdrev i et helt andet ærinde — Jonas har bedt hende finde et budgetbilag til en ansøgning — og i mappen BEVILLINGER / RAMMEAFTALER ligger dokumenterne pænt og kronologisk, for Bergsøes center er et velordnet sted. Hun scroller efter Jonas' bilag, og øjet fanger et sidehoved.

Corda Fonden.

Rammeaftale om longitudinel kohorteunderstøttelse, 2004–2028. Mellem Corda Fonden og Center for Kardiogenetisk Epidemiologi.

Bergsøes center.

Maja sidder med hånden på musen og kan mærke sit eget hjerte — og for en gangs skyld er det ikke et symptom, det er bare et menneske, der forstår noget. Fem stillinger. Kaffemaskinen, der maler bønnerne selv. Navneskiltet i plastikholderen, vi synes, folk skal stå på døre. Hendes egen løn, HK-sats, tyve timer.

Alt sammen, hele gangen med vinduerne, kører på en aftale med Damkjærs fond, og har gjort det i toogtyve år.

Hun logger af. Går en tur rundt om karréen, én gang, to gange, køber en kage i en kiosk og spiser den ikke. Logger på igen.

Så åbner hun sit dokument, kæden, og skriver det første punkt om, så det begynder, hvor det begynder:

1988 — dødsannoncerne.