Kapitel 29

Der går ni dage, før Maja ringer for at undskylde, og det er ni dage for mange, og det ved hun godt, mens de går.

Hun ringer en søndag formiddag. Nummeret er det ukendte fra dengang, hun har gemt det som Kirsten (haven). Det ringer ud. Hun prøver igen om aftenen, og tirsdag, og der er ingen telefonsvarer, bare ringetonen, tålmodig og tom, og Maja tænker: gammel dame, kolonihave, telefonen ligger i en skuffe, eller hun ser nummeret og lader mig vente, og det ville være fair, det er hendes tur til at lade nogen vente.

Dødsannoncen finder hun torsdag. Hun har — det er den slags, man gør nu, uden at tænke over, hvad det siger om ens liv — sat navnet på overvågning i en søgetjeneste, og beskeden kommer klokken 07.12, mellem et nyhedsbrev og en kvittering:

Kirsten Alstrup Bech, † — stille bortgang. Bisættelsen har fundet sted.

Fire linjer. Ingen "elskede", ingen opremsning af savnede, intet "på familiens vegne". En ordenskvindes annonce: korrekt, dateret, afsluttet. Bisættelsen har fundet sted — selv dér kom Maja for sent; der var ikke engang en kirke at stå bagerst i.

Sorgen overrasker hende med sin fysik. Hun sidder på sengekanten med telefonen i hånden og græder over en kvinde, hun har mødt én gang og skældt ud den samme ene gang, og det er ikke pænt gråd, det er den slags, der kommer i stød og tager vejret med sig. De er jo så god til at passe på det. Det var det sidste, hun sagde til hende. Man skulle tro, den slags detaljer forsvandt. De gør det modsatte.

Det er om aftenen, mens hun mekanisk rydder op i telefonen, fordi hænderne skal lave noget, at hun ser den. En sms, tolv dage gammel, begravet i tråden fra et femcifret afsendernummer mellem dit tilbud udløber og bedøm din oplevelse:

Hej! Der er pakke til dig i pakkeshoppen hos Døgnkiosken Ro's Torv. Afhentes senest 14 dage efter modtagelse, ellers returneres den til afsender. Afsender: K. A. BECH.

Sendt tre dage før dødsannoncens dato.

Maja er ude ad døren med jakken i hånden. Pakkeshoppen har åbent til ti, og manden bag disken skal lede længe på hylderne — "den skulle faktisk have været retur i går, du er heldig" — og så ligger den på disken: en brun pakke, bundet med snor, ikke tape, snor, med et knudearbejde, ingen under halvfjerds behersker, og hendes navn og adresse med skråskrift, fyldepen, ikke én rettelse.

Hun åbner den i bilen, fordi hun ikke kan vente.

Ringbindet. Sort, tykt, etiketten på ryggen: B7 / 1997. Alle fjorten sider, de fire initialer, stemplet. Og oven på det hele, fastgjort med en clips, en gul huskeseddel med den samme skråskrift, fire ord og et bogstav:

De glemte denne. Det gør man kun én gang. K.

Maja sidder i den mørke bil på parkeringspladsen foran en døgnkiosk og ler og græder i ét, en lyd hun ikke har lavet før, og som hun er glad for, ingen hører.

Kirsten havde pakket den, før Maja overhovedet nåede hjem fra kolonihaven, tænker hun senere. Måske samme aften. Måske stod hun ved vinduet og vinkede ikke, og gik så ind og fandt snoren og skrev adressen med fyldepen, fordi hun hele tiden havde vidst, hvordan det ville gå: at pigen var for ung til at tage imod, og at man så måtte sende. Protokol til det sidste. Vente i 29 år, og så, da den rigtige endelig kom og var for stolt, bruge posten.

Hjemme på stuegulvet, på knæ, med ringbindet opslået på side ét, læser hun de fire initialer i marginen. Fire par bogstaver i falmet blæk.

Hun genkender ingen af dem.

Endnu.