Kapitel 28

"Hvorfor gjorde De aldrig noget?"

Spørgsmålet har ligget i Maja siden anden kop te, og nu er det ude, og temperaturen i stuen falder, selvom ingen af dem flytter sig.

Kirsten folder hænderne på bordet. "Definér noget."

"Sagde det til nogen. Gik til ledelsen, til et tilsyn, til en avis. De havde bilaget. De havde det hele — i 29 år. Der sad 340 mennesker derude som døde i et register, og Line Brostrøm —" Maja hører sin egen stemme stige og lader den, "— Line Brostrøm var atten år og ringede rundt helt alene, og hun græd i telefonen hos fremmede mennesker, og hun kunne have banket på Deres havelåge, og De havde kunnet give hende alt det her, og hun døde, og De klippede hæk."

Det sidste er ondt, og hun ved det, i det sekund det forlader hende.

Kirsten blinker ikke. Hun sidder helt stille, og da hun svarer, er stemmen den samme som hele formiddagen, tør og præcis, og det er det, der gør monologen til det værste, Maja nogensinde har fået serveret med te:

"Jeg var tjenestemandsansat. De ved formentlig ikke, hvad det ord vejede, men det vejede et liv: løn, pension, ordnede forhold, min mands sygdom betalt igennem. Loyalitetspligten stod i mit ansættelsesbrev — jeg kunne citere paragraffen, hvis De vil høre den. Ingen spurgte mig nogensinde om noget. Ikke én gang på enogtyve år kom der et menneske og sagde: Kirsten, er der noget, vi bør vide? Havde de spurgt, havde jeg svaret, for jeg lyver ikke, det har jeg aldrig gjort. Men der er ingen paragraf, der pålægger et menneske at råbe. Jeg passede mit arbejde, og mit arbejde var registrets kvalitet, og registrets kvalitet var i orden — dataene var jo korrekte, forstår De, felterne var gyldige, konverteringen var dokumenteret. Jeg førte protokol." Hun retter en anelse på tekoppen, så hanken vender rigtigt. "Mere kan et menneske ikke gøre."

"Jo," siger Maja. "Det er præcis det, et menneske kan."

"Så er vi uenige om, hvad et menneske er." Kirsten siger det uden vrede, konstaterende, som en, der lukker en sag med et korrekt udfyldt felt. "Jeg gemte det, frøken Lindhardt. I 29 år, gennem to flytninger og et dødsbo — mit eget, om De vil, for det her hus er, hvad der blev tilbage. Jeg gemte det, fordi jeg vidste, der ville komme en og spørge. Det er mere, end nogen af de andre gjorde. Det er mere end juristen med toget. Døm mig gerne, det har De ungdommen til, men døm mig for det rigtige: Jeg råbte ikke. Jeg ventede."

"I 29 år."

"Det tog Dem 29 år at komme," siger Kirsten. "Jeg har været her hele tiden."

Maja rejser sig. Det er ikke en beslutning, det er en krop, der ikke kan sidde ned mere. Ringbindet ligger opslået mellem tekopperne med sine fjorten pæne sider, og hun ser på det, og noget i hende — det stædige, det unge, det, der endnu ikke har lært at tage imod med begge hænder — siger, at hvis hun tager det nu, tager hun også imod regnestykket bag det. Jeg førte protokol, mere kan et menneske ikke gøre. Kvitteringen for 29 års tavshed. Hun vil ikke kvittere.

"Behold det," siger hun. "De er jo så god til at passe på det."

Hun fortryder sætningen resten af sit liv, i små doser, på ujævne tidspunkter.

Kirsten svarer ikke. Hun rejser sig og følger hende til døren, korrekt til det sidste, og lågen binder, og Maja skal hive i den to gange, og hele vejen ned ad grusgangen kan hun mærke blikket i ryggen. Ved hækken vender hun sig alligevel.

Kirsten står i vinduet, ret op og ned bag sit eget spejlbillede, med hænderne foldet foran sig.

Hun vinker ikke.