Kapitel 3

Hendes mor laver for meget mad. Det har hun altid gjort; det er sådan, hun taler.

"Du kan tage resten med hjem," siger hun, før de overhovedet har sat sig, og skubber frikadellefadet en centimeter nærmere Majas side af bordet, som for at etablere ejerskabsforholdet tidligt.

Rækkehuset i Roskilde lugter, som det har lugtet i fireogtyve år: af opvasketabs og et eller andet blomstret, der kommer fra et fad med tørrede kronblade, som aldrig er blevet skiftet. Maja fortæller om ugen. Sofie, cyklen der skal have nyt baghjul, jobbet.

"Og hvad er det så, du laver derinde?" spørger moren.

"Returpost. Fra biobanken — du ved, den nationale. De skal have fornyet samtykke fra alle sammen, så —"

"Biobanken," siger moren. "Er det den med blodprøverne?"

"Ja. Hælprøverne, dem fra da man var spæd, og —"

"Naboens carport er blæst halvt ned," siger moren. "I torsdags. Hele pladen ud over hækken. Han stod selv og så på det, siger han, og kunne ingenting gøre."

Og så taler de om carporten. Det er ikke, fordi moren afbryder — det er blødere end det, en vognbaneskift uden blinklys, og Maja registrerer det knap nok, for sådan har samtaler med hendes mor altid været: der er emner, der glider, og man lærer som barn at glide med.

På reolen mellem to fotorammer med Maja — konfirmation, studenterhue — står den tredje ramme. Et spædbarn i et hvidt hospitalstæppe, øjnene lukkede, ansigtet krøllet på den måde, helt nye mennesker er krøllede på. Maja har set det billede hele sit liv, og derfor ser hun det ikke. Hendes blik går hen over reolen efter fjernbetjeningen og glider forbi rammen, som blikket glider forbi en dørkarm.

Hun sover i sit gamle værelse, fordi det er blevet sent, og fordi der er stegt flæsk i morgen. I mørket ligger hun med hånden på brystbenet og kan mærke sit hjerte. Det slår hurtigt og lidt hårdt, oppe ved halsen næsten, og hun tæller slagene, som man tæller får, kommer til fyrre og mister tallet. Det er morens te, tænker hun. Den sorte, den hun brygger, til den kan bære en ske. Og kaffen i eftermiddags, og øllen. Hun vender sig om på siden, og lidt efter er det væk, eller også er hun bare holdt op med at lytte.

Om morgenen står madresterne i stablede bøtter ved hoveddøren, og moren har skrevet indhold på lågene med sprittusch. Ingenting er sket. Det er sådan, weekender i Roskilde er: ingenting sker, og man kører hjem med frikadeller.