Kapitel 2

Det er bunkerne, der er problemet. Ikke arbejdet — bunkerne.

Systemet registrerer hver kode, hun taster, men det laver ingen samlet opgørelse, og torsdag kommer Jørgen, og så er kasserne væk, og så findes der ingen steder et tal for, hvad der egentlig er kommet retur. I sidste uge spurgte Dorte i en mail, "ca. hvor mange kat. 2 vi ligger på", og Maja måtte gætte. Det generede hende mere, end det burde.

Så nu bygger hun et regneark. Ikke fordi nogen har bedt om det. Fordi det roder, og fordi rod kan ordnes, og det er en af de få ting her i verden, der bare kan gøres.

Hun beder leverandøren om flettefilen — den fil, der i sin tid parrede CPR-udtrækket med biobankens eget prøveregister, da brevene skulle ud. Det tager tre mails og en uge, og så ligger den der: 1.104.882 rækker. Hun sætter sine returkoder op imod den, kolonne for kolonne, og pludselig kan hun se det hele fra oven: hvem der fik et brev, hvad biobanken mener om dem, og hvad posthuset mener om dem.

Det er der, hun ser det første mærkelige.

Kategori 4 — afdød — har 340 rækker. Det er ikke i sig selv mærkeligt; folk dør, og registre halter bagefter. Det mærkelige er, at markeringen ikke kommer fra CPR. Den kommer fra biobankens eget register. I flettefilens kolonne AF står der status: mors ud for alle 340 — og i kolonnen ved siden af, den der er trukket fra CPR, står der aktiv.

To systemer. To svar på, om et menneske er i live.

Hun tager en stikprøve. Fem tilfældige rækker, fem opslag i CPR gennem instituttets adgang. Fem gange: aktiv, aktiv, aktiv, aktiv, aktiv. En kvinde født 1984 i Sorø, som ifølge biobanken har været død siden — der står ingen dato. Der står bare mors.

Maja sidder med det i tyve minutter. Udenfor, det vil sige ovenover, kan hun høre bygningen leve: elevatoren, et eller andet rullebord. Hun tænker det igennem, som man har lært hende: Hvad er den mest sandsynlige forklaring? En importfejl. Et gammelt felt, der er blevet konverteret forkert engang, og som ingen har opdaget, fordi ingen nogensinde har haft grund til at skrive til de her mennesker. Det er den logiske konklusion, og hun drager den, og hun er endda lidt stolt af sin egen nøgternhed.

Hun opretter et faneblad for sig og kopierer de 340 rækker over i det.

Hun sidder lidt med markøren over fanens navn. Fejl, skriver hun først. Sletter det. Man skal ikke konkludere i et filnavn.

Uafklaret, skriver hun så.

Så slukker hun skærmen, og fanebladet bliver liggende i mørket med sine 340 rækker, og ingen i hele verden ved endnu, at det findes.