Kapitel 27

"Det var en fredag," siger Kirsten. "Den syttende oktober 1997, klokken cirka halv fem. Jeg siger cirka, fordi mødet ikke stod i nogen kalender, og klokken halv fem om fredagen findes der ikke referater. Det vidste de godt, dem der lagde det der. Eller også var det tilfældigt. Det er det forfærdelige ved den slags — man kan aldrig se forskel på ondskab og fredag eftermiddag."

Hun fortæller det som en, der har fortalt det for sig selv tusind gange og aldrig højt: fire mennesker i et mødelokale på første sal. Hendes chef. En systemkonsulent. En jurist, indkaldt i sidste øjeblik, som blev stående ved døren med sin frakke over armen, fordi han skulle nå et tog. Og hende selv, med udskrifterne, for det var hende, der havde tallene.

"Der var wienerbrød," siger hun. "Det stod der endnu fra et formiddagsmøde, og konsulenten tog et stykke, mens vi talte, og der er ikke én dag siden, hvor jeg ikke har tænkt på det. At der blev spist wienerbrød imens. Man skulle tro, den slags detaljer forsvandt. De gør det modsatte."

Problemet var teknisk og var blevet forklaret på fem minutter: 340 poster med en samtykkemarkering, det gamle system håndterede med et fritekstfelt, og det nye system ikke havde nogen kategori til. Aktivt frabedt forskningsanvendelse. Feltet skulle mappes, deadline var nytår, og hver dag kostede konsulenttimer.

"Og så sagde en af dem —" Kirsten ser på sine hænder, "— og De skal ikke spørge mig hvem, for jeg husker det ærligt ikke, jeg har prøvet i 29 år, og ansigterne bytter plads: 'Kan vi ikke bare køre dem som afdøde? Så er felterne jo gyldige.'"

Hun lader sætningen stå i stuen. Udenfor skændes to solsorte.

"De skal forstå, hvad der skete i det sekund, nemlig ingenting. Der skete ingenting. Ingen sagde ja. Ingen stemte. Juristen ved døren sagde, at det måtte de om, han skulle nå sit tog — det var hans bidrag, det må I om, og så gik han, og hans tog var vigtigere end 340 menneskers retsstilling, og han ved det formentlig ikke selv den dag i dag. Konsulenten sagde, at det teknisk set var den reneste løsning. Min chef sagde, at så var det vist det, og begyndte at tale om weekenden. Man gik hjem. Mandag morgen lå der en ændringsanmodning klar, og tirsdag var det kørt."

"Og du —" Maja retter sig selv, "— De. Hvad sagde De?"

"Jeg sagde, at det skulle dokumenteres." Kirsten løfter hagen en anelse. "Det var mit bidrag. Jeg sagde: hvis det skal gøres, skal det stå et sted, ordentligt, med dato og systemreference, så det kan findes igen. Og det påtog jeg mig, og jeg gjorde det pænt." Hun åbner ringbindet for første gang, drejer det halvt om mod Maja, og der ligger det: Bilag 7 — Statuskonvertering, særlige kategorier. Fjorten sider. Maskinskrevet, hulhullet, med et stempel og fire håndskrevne initialer i marginen på side ét.

"Det er det bilag, der mangler i arkivet," siger Maja. Hendes stemme er ikke helt sikker.

"Det mangler ikke," siger Kirsten. "Det er her. Der er forskel." Hun lægger håndfladen på siden, glat, som man glatter et lagen. "Jeg skrev det, og jeg satte det i, og en dag mange år senere kunne jeg se på ringene, at det havde været ude at rejse, og så tog jeg det med hjem. Pænt og ordentligt, så det kunne findes igen. Det er forskellen på mig og dem, frøken Lindhardt, og De skal ikke tro, den er lille: de gjorde det. Jeg førte protokol."

Hun ser på Maja med sine helt lyse, helt rolige øjne, og der er ikke skyggen af ironi i dem.

Hun mener det.