Kapitel 26

Lågen binder, og man skal løfte i den, og selv da giver den sig kun modvilligt, som om den også vil se legitimation.

Have fjorten i Solvang er ikke en have; det er en orden med græs. Hækken er klippet i vinkler, flisegangen er fejet, og ved husets gavl står en regnvandstønde med låg, og på låget en sten, og stenen ligger midt på. Kirsten Alstrup Bech står i døren, før Maja når at banke — lille, ranglet, i en cardigan, der er ældre end Maja, med briller i en sag om halsen — og ser på sit armbåndsur.

"Ti nul to," siger hun. "Det går an. Kom ind, og tag skoene af, det er ikke et museum, men det er heller ikke en banegård."

Huset indeni er det, Maja bagefter tænker på som arkivet, der gik på pension: en stue med et spisebord, to stole, en opredt briks — og væggene dækket af reoler med glaslåger, og bag glasset mapper. Ikke bøger. Mapper. Sorte rygge med hvide dymo-etiketter, årstal, forkortelser, et system, der ikke behøver forklares for at kunne mærkes. På en hylde for sig står en dymo-maskine i sin originale æske.

Og på spisebordet, midt på, ligger et ringbind. Sort, tykt, med en etiket, Maja ikke kan læse på afstand.

"Te først," siger Kirsten. "Der bliver ikke talt om noget, før tenen har trukket. Det er ikke overtro, det er metode: folk siger dumme ting, når de har travlt, og De har travlt, det kan jeg se på Dem."

Så trækker teen, i et kvarter, i en rigtig tepotte med en rigtig si, og Kirsten taler om haven — roserne, der har fået lus, naboens valnøddetræ, der er en krigsforbrydelse — og Maja lærer at holde sin mund og vente, hvilket, går det op for hende, formentlig er dagens første lektion, og at den er bevidst.

Da tekopperne er fyldt, lægger Kirsten hænderne i skødet.

"1997," siger hun. "De skal forstå, hvordan et register så ud dengang, for ellers forstår De ingenting. Vi kørte på et system fra firserne, som skulle over på et nyt. Migrering, kaldte konsulenterne det, og de fakturerede pr. uge, og de var altid to, og den ene sagde ikke noget — jeg har aldrig fundet ud af, hvad han var for. Der var en deadline: nytår. Den kom fra direktionen, og direktionen havde den fra ministeriet, og ministeriet havde den fra Gud, formoder jeg, for ingen kunne nogensinde begrunde den."

Hun drikker en lille, præcis tår.

"Og så var der presset udefra. Det var der hele det efterår." Hun siger det i samme tonleje som resten, og det er derfor, det næsten smutter forbi: "Der var ham lægen ude fra sygehuset, der blev ved med at ringe til min chef. Han ville have sine prøver fri, sagde de. Der var en pulje, han mente, han havde krav på til sin forskning, og som samtykkerne lå i vejen for, og han ringede, og han ringede. Min chef fik det ansigt, chefer får, når telefonen viser et bestemt nummer."

"Hvad hed han?" spørger Maja. "Lægen."

Kirsten ser ud ad vinduet, hvor valnøddetræet begår sin forbrydelse.

"Det husker jeg ikke," siger hun. "Det er 29 år siden, og han var ikke min at huske. Én af den slags mænd, man ikke siger nej til to gange — mere fik jeg aldrig at vide, og det var rigeligt."

Maja nikker og rækker ud efter tekoppen. En læge, der ringede, i et efterår for 29 år siden. Hun noterer det ikke. Der er ikke noget at notere — ikke et navn, ikke en afdeling, bare en skygge i en bisætning, og hun har lært på den hårde måde, hvad der sker, når man bygger kæder af skygger.

Sporet ligger på spisebordet mellem dem, åbent og upåagtet, og bliver liggende.

Kirsten løfter tepotten og skænker anden kop, og hendes hånd lægger sig på ringbindet, fladt, som på et dyr der skal holdes i ro.

"Nu kommer det, De er kommet for," siger hun.