Kapitel 25

Nummeret er ukendt, og klokken er 20.05 en tirsdag, og stemmen i den anden ende bruger ikke tid på goddag.

"Er det Dem, der har ringet rundt om de døde?"

Stemmen er gammel. Ikke skrøbelig — gammel som en dør, der stadig lukker tæt: præcis, tør, med hele konsonanter. Maja retter sig op i sofaen uden at vide hvorfor.

"Hvem taler jeg med?"

"Det kommer an på Deres svar. Jeg spørger igen: Er det Dem, der i foråret har ringet til en række borgere og oplyst dem om en fejlagtig dødsregistrering i biobankens prøveregister?"

"...ja. Det er mig."

"Hvad hed sagen?"

"Undskyld?"

"Supportsagen. Den, De oprettede. Hvad var nummeret?" Og da Maja tøver: "Hvis De er den rigtige, kan De nummeret. Den slags mennesker kan numre."

"2026-04471."

"Hvilken status fik den?"

"Ikke reproducerbar."

Der er en pause, og i pausen kan man høre noget, der måske er et ur og måske er en respiration, og så siger stemmen, en anelse mildere, hvilket vil sige fra frost til nulpunkt:

"Godt. Så er De den rigtige." En ny pause. "Jeg havde regnet med, det ville blive en journalist. Eller i det mindste en jurist. En med papirer bag sig. Og så er det en pige på — hvor gammel er De?"

"Fireogtyve."

"Fireogtyve." Ordet bliver vejet og fundet for let. "Nå. Man må arbejde med det, der kommer. Mit navn er Kirsten Alstrup Bech. Jeg var registeradministrator på prøveregisteret fra 1988 til 2009, og jeg var til stede i oktober 1997, da Deres 340 blev til. De vil gerne tale med mig. De ved det bare ikke endnu."

Maja er kommet op at stå uden at have besluttet det. "Jeg — ja. Meget gerne. Hvornår kan —"

"Lørdag klokken ti. Jeg har en have i foreningen Solvang ved Roskilde, nummer fjorten, lågen binder, De skal løfte i den. Der er te." En sidste pause, og så, som det naturligste efterskrift i verden: "Og De skal ikke tage noget med. Ingen papirer, ingen maskiner. Jeg har det hele. Det har jeg haft i 29 år."

Så er der bare klartonen.

Maja bliver stående midt i stuen. Så sætter hun sig med den bærbare og søger: Kirsten Alstrup Bech. Og finder — ingenting. Ikke en profil, ikke et billede, ikke en fødselsdag i et sogneblad, ikke en mindeord over en kollega, ikke én eneste linje. En kvinde, der har arbejdet enogtyve år i statens registre og ikke selv står i et eneste offentligt et.

Det, tænker Maja, kan man ikke ved et tilfælde.

Det er det uhyggeligste ved hende.