Kapitel 24

Bergsøe ringer lørdag klokken 19.20, mindre end et døgn efter fyringen, og det første, hun siger, er:

"Jeg har hørt det. Det er en skandale, og jeg agter at sige det højt i de rum, hvor jeg bliver hørt. Men det er ikke derfor, jeg ringer." Der er papirer, der bliver flyttet i den anden ende. "Jeg ringer, fordi jeg står og mangler en studentermedhjælper. Tyve timer, HK-sats, start mandag. Det er registerarbejde, rigtigt registerarbejde — kohortebeskrivelser, litteratur, den slags du faktisk er uddannet til. Sig ja."

Ikke ét ord om journalisten. Ikke ét hvad var det, jeg sagde. Maja sidder på sit gamle værelse med telefonen mod øret og mærker noget i brystet give slip, som en knude der har siddet så længe, at hun havde glemt, den var der.

"Hvorfor?" får hun sagt. "Efter alt det — hvorfor vil du have mig?"

"Fordi du fandt noget, ingen andre fandt, og fordi de behandlede dig, som institutioner behandler folk, der finder ting. Jeg har set det før, og jeg er blevet for gammel til at se på det uden at gøre noget." En lille pause, og så, tørrere: "Og fordi du er billig. Sig nu ja."

Maja siger ja, og bagefter sidder hun med telefonen i skødet, og hvis nogen havde bedt hende beskrive taknemmelighed, ville hun have peget på det her: lørdag aften, et barndomsværelse, en voksen der ringede før alle andre.

Mandag morgen er en ny verden. Forskningsgruppens gang ligger på fjerde sal med vinduer hele vejen, og der står en kaffemaskine, der maler bønnerne selv, og folk siger godmorgen med navn — "du må være Maja" — fordi Bergsøe har fortalt, at hun kom. Der er en ph.d.-studerende, der hedder Jonas og straks viser hende, hvor de gode kopper står, og en seniorforsker, der klager over et review på en måde, der er ment som underholdning. Det er en arbejdsplads. Maja havde glemt, at de findes.

Bergsøe viser hende rundt til sidst, en hånd let på hendes skulder gennem dørene. Kontorpladsen er ved vinduet. Nøglekortet virker til hele bygningen. Og på døren til det lille kontor, hun skal dele med Jonas, sidder en plastikholder, og i plastikholderen et stykke papir, og på papiret, i instituttets skrifttype:

Maja Lindhardt, stud.scient.san.publ.

"Vi er lidt gammeldags her på gangen," siger Bergsøe. "Vi synes, folk skal stå på døre."

I døråbningen, da rundvisningen er slut, standser hun og siger det sidste, henkastet, med et smil, mens hun allerede er halvt på vej videre:

"Og alt det gamle — returposten og hvad dertil hører — det lader vi ligge lidt, ikke? Du skal have ro på. Du skal have lov at være god til noget igen."

Det er venligt. Det er præcis, hvad en klog og omsorgsfuld chef ville sige. Maja nikker, og mener det, i hvert fald med det meste af sig.

Da Bergsøe er gået, tager hun et billede af navneskiltet og sender det til sin mor.

Moren svarer med tre hjerter og et: Ser du! De kan godt se, hvad du er værd.