Kapitel 23

Vikarbureauet ringer fredag klokken 11.40, og samtalen varer et minut og femogtyve sekunder. Hun ser det på skærmen bagefter. Et minut og femogtyve sekunder.

"Vi kan desværre meddele, at instituttet har valgt at afslutte vikariatet med virkning fra dags dato," siger en stemme, der hedder Charlotte og lyder oprigtigt venlig. "Du skal ikke møde ind igen. Dine timer til og med i dag afregnes ved næste kørsel, og nøglekortet kan du bare lægge i en postkasse, så håndterer vi det."

"Må jeg spørge hvorfor?"

"Der oplyses ikke en begrundelse ved afslutning af vikariater." Charlotte siger det uden hårdhed, som en, der oplyser en åbningstid. "Det er helt almindeligt, det står i rammeaftalen. Vi har allerede et par andre opgaver, der kunne være interessante for din profil, så du hører fra os i starten af næste uge."

Og det er det. Ingen anklage at svare på, ingen samtale at forberede, ingen dør at banke på. Man kan ikke forsvare sig mod en åbningstid. Det er først bagefter, ude på gaden med sin jakke og sin taske og et nøglekort, hun ikke længere skal bruge, at hun forstår konstruktionens elegance: instituttet har ikke fyret hende. Instituttet har afsluttet et vikariat. Der findes ikke en sag, for der findes ikke en beslutning, for der findes ikke en begrundelse. Hun er ikke blevet dømt; hun er ophørt.

Hun tager toget til Roskilde, fordi kroppen selv vælger retning mod sin mor, når den ikke får andre instrukser.

Toget er propfuldt, fredag eftermiddag, hun står i midtergangen med tasken mellem fødderne og holder i en stang. Ved Høje Taastrup begynder det. Det starter i kanterne af synsfeltet — verden bliver hvid derude, som overeksponeret film, og lyden trækker sig tilbage, som når man dykker, og hun når at tænke, fuldstændig sagligt: jeg skal ned at sidde, og så er der ikke mere.

Så er der gulvet. En stang meget tæt på hendes ansigt. En hånd under hendes nakke, en fremmed hånd, varm, og en stemme, der siger "hun er tilbage, hun er tilbage", og en anden stemme, der siger noget om en flaske vand, og så sidder hun op ad togvæggen med hjertet galoperende og drikker af en fremmed kvindes vandflaske, mens hele kupeen står i en høflig halvkreds og lader være med at glo.

"Du var væk i ti-femten sekunder," siger kvinden med flasken. Hun er sygeplejerske, viser det sig; der er altid en sygeplejerske. "Er du med nogen? Har du spist i dag?"

Har hun spist i dag. Det er et godt spørgsmål.

Skadestuen i Roskilde tager fire timer, og de fleste af dem er venteværelse. En ung læge med træthed siddende som fugt i ansigtet ser på hende, mærker hendes puls, spørger til dagen — fyret, nå, i dag? okay — og bestiller et EKG. En bioanalytiker sætter elektroder på med kolde fingre og siger "lig helt stille", og maskinen tegner sine takker, og bagefter ser lægen på udskriften i ti sekunder.

"Det ser fint ud," siger han. "Normalt EKG." Han hæfter papiret ind i journalen uden at ofre det mere. "Det, du beskriver, lyder som et klassisk vasovagalt tilfælde. Kroppen slår strømmen fra et øjeblik — det ser dramatisk ud og er som regel fredeligt. Stress er en hyppig udløser, og du har haft —" han ser i papirerne, "— en belastende dag. Varmt tog, stående, ikke spist. Det er sådan set opskriften." Han smiler kort og ægte. "Spis noget. Sov. Og vær god ved dig selv, det mener jeg."

Og hun tror på det. Selvfølgelig tror hun på det — det er en læge med et EKG i hånden, og forklaringen passer på alt: fyringen, toget, den tomme mave, ugerne uden søvn. Hvis nogen den fredag aften havde sagt til hende, at der fandtes en anden forklaring, ville hun have svaret, at man ikke skal lave kæder klokken to om natten.

Moren henter hende. Hun kommer ind gennem skadestuens skydedøre med overtøjet halvt knappet, og da hun ser Maja i stolen, standser hun et skridt for tidligt, og der er et sekund — ét — hvor hendes ansigt gør noget, Maja ikke kan læse. Det er, da Maja siger "de siger, det ikke er noget med hjertet, det er bare stress". Ordet hjertet. Et blik, en tiendedel for langt, et sted hen, hvor Maja ikke kan følge med. Så er det væk, og moren er moren igen.

"Så kører vi hjem," siger hun, "og så laver jeg æggekage."

I bilen taler de om carporten, der nu er repareret, og om benzinpriser, og om alt det, man taler om, når det vigtigste er, at der bliver talt. I sit gamle værelse sover Maja tolv timer i træk, drømmeløst, som en sten der endelig får lov at ligge stille, og huset omkring hende knirker og passer på, som huse gør, når de har øvet sig længe.