Kapitel 22

Journalistens afbud kommer onsdag klokken 9.02 og er på to linjer:

Tak for henvendelsen. Efter nærmere research vurderer vi ikke, at der pt. er grundlag for at gå videre med sagen. Mvh.

Grundlag. Maja sidder i kælderen og læser ordet, til det holder op med at betyde noget. Hun ved, hvad der er sket, for hun kan regne baglæns: han har ringet til instituttet for en kommentar. Instituttet har svaret med Friis' forklaring — legacy-data, kosmetisk problem, kendt og under oprydning — og har formentlig tilføjet noget venligt bekymret om en vikaransat, der har misforstået sin opgave. Og en historie om en registerfejl med en påklistret teori om et dødsfald, som familien selv afviser, er ikke en historie. Det er en henvendelse fra en person med kendskab til et register.

Hun mærker det på bygningen, før nogen siger noget. Det er en fysisk lov, hun ikke kendte: rygter bevæger sig gennem et institut som kulde gennem en mur, og man mærker dem som temperatur, ikke som ord. I kantinen torsdag skifter et bord samtaleemne, da hun går forbi — ikke demonstrativt, bare et lille vognbaneskift, hun kender manøvren hjemmefra. Ved kaffemaskinen står to fra kommunikationsafdelingen, og den ene siger "nå, men det var det" midt i en sætning, der tydeligvis ikke var færdig.

Dorte kalder hende ikke ind.

Det er det mest skræmmende af det hele. Hele ugen venter Maja på mødelokalet uden vinduer, på blokken og kuglepennen, på det stopper — og der kommer ingenting. Stilheden fra tredje sal er total, og Maja forstår langsomt, hvad den betyder: Dorte kaldte hende ind, dengang der var noget at redde. Man advarer folk, der har en fremtid. Stilhed er det, man giver folk, hvis sag er gået videre til andre.

Torsdag aften sidder hun hos Sofie med en pizza, ingen af dem spiser ret meget af.

"Okay," siger Sofie og folder et stykke sammen, "må jeg sige en ting, som du ikke må blive sur over? Du må godt blive lidt sur."

"Sig det."

"Kunne det ikke bare være en fejl i et system? Altså — helt ærligt. Gamle computere, der siger noget vrøvl om folk. Det lyder jo faktisk som noget, der sker hele tiden. Og manden med drivhuset var syg, siger du selv nu. Og du er ved at —" hun slår ud med pizzastykket, "— du sover ikke, Maja. Du ligner en, der ikke sover."

Maja åbner munden for at svare og opdager, at hun ikke har svaret. Hun har haft det for tre dage siden. I aften har hun 340 rækker, en mand der var hjertesyg i tolv år, en journalist der ikke fandt grundlag, og en fejl i sin egen dømmekraft, som alle nu har set, og som er den eneste del af sagen, der er verificeret.

Hjemme åbner hun den bærbare af gammel vane. de 340 ligger i mappen, hvor den plejer.

Hun åbner den ikke. Hun sidder lidt med markøren over ikonet, og så lukker hun skærmen, og det er første gang siden kantinedagen med kortet, at hun tvivler — ikke på tallene, tallene er, hvad de er, men på den, der har regnet på dem. Klokken to om natten laver hjernen kæder. Måske laver den også kæder klokken to om eftermiddagen, når man er alene nok.