Kapitel 21

Torbens datter ringer tirsdag formiddag, og hun har ikke sat sig for at skåne nogen.

"Der har været en journalist," siger hun. "Han ringede til min mor. Til min mor, søndag aften, fire dage efter begravelsen, og spurgte, om familien havde 'overvejet omstændighederne ved dødsfaldet'. Ved du, hvad min mor har overvejet i denne uge? Om der skulle sild med til kaffen bagefter. Det var, hvad hun havde kræfter til. Og så ringer der en fremmed mand og spørger om omstændigheder."

Maja står midt i sin stue med telefonen mod øret og en kold fornemmelse, der begynder i hænderne.

"Jeg er ked af —"

"Han sagde, hvor han havde det fra. En henvendelse, sagde han, fra en person med kendskab til et register." Datterens stemme er ikke engang vred nu; den er værre end vred, den er ordentlig. "Så nu skal du høre om min fars omstændigheder, siden de åbenbart er offentligt anliggende. Min far var hjertepatient i tolv år. Tre blodpropper. Den første som niogfyrreårig — jeg gik i niende, jeg kan huske, at min klasselærer hentede mig. Han fik ballonudvidelse i '17 og igen i '21. Han tog ni piller om dagen, og han hadede hver eneste af dem, og han byggede alligevel det drivhus, fordi han var sådan en, der byggede drivhuse. Hans egen læge skrev dødsattesten samme dag. Der var ikke noget at obducere efter, for der var ikke noget uventet. Enogtres år, tolv års hjertesygdom, lørdag morgen, en trillebør fuld af sten. Det var omstændighederne."

Hvert ord lander præcis der, hvor det skal, og Maja tager imod dem alle sammen stående, for det er det mindste, hun kan gøre.

"Jeg troede —" begynder hun.

"Jeg ved godt, hvad du troede. Journalisten kunne ikke holde mund med det." En pause, og for første gang bliver stemmen en anelse mildere, hvilket er det, der gør ondt. "Jeg tror gerne, du ville noget godt. Men min far fejlede noget. Det gør folk."

Hun lægger på uden farvel, og Maja bliver stående midt i stuen, længe, med telefonen i hånden og en sætning, hun ikke kan komme af med, og ikke aner, hvad hun skal stille op med — for den lyder som en frifindelse og føles som det modsatte, og der går fireogtyve kapitler, før hun forstår hvorfor:

Der var ikke noget at obducere efter, for der var ikke noget uventet.