Kapitel 20

Hun sover ikke natten efter, og det er i de timer, regnestykket vokser fast.

Sådan ser det ud fra Majas sofa klokken to om natten: Torben var på listen. Torben talte med hende — muntert, åbent, i telefon, formentlig aflyttet af ingen, men hvem ved. Tre dage senere er Torben død, enogtres år gammel, rask nok til at rejse et drivhus. Og supportsagen blev lukket på fire dage af en mand, der spurgte, hvor mange rækker der var. Og bilag 7 mangler i et arkiv, der ellers er komplet. Og en ung kvinde fik penge og en klausul i 2003 og er også død.

Hvert led er sandt. Kæden er forkert. Men det kan man ikke se klokken to om natten, for klokken to om natten er kæder det eneste, hjernen kan lave.

Hun skriver mailen til journalisten søndag eftermiddag. Hun vælger ham, fordi han har skrevet om sundhedsdata før, kritisk og ordentligt, og hun skriver tre afsnit: registret, Line, Torben. Første udkast har fire udråbstegn; hun sletter dem alle og læser det igennem igen, og uden udråbstegn ser det mere sindssygt ud, ikke mindre, for nu står påstandene nøgne: en mand, jeg talte med i onsdags, døde i lørdags.

Hun sidder med markøren over send-knappen, da telefonen ringer. Bergsøe.

"Jeg forstyrrer vel ikke," siger hun, og der er søndagslyde bag hende, en radio, porcelæn. "Jeg kom bare i tanke om dig. Hvordan går det med leverandørsporet?"

Og Maja — søvnløs, med Torben i halsen — fortæller det hele i ét langt åndedrag. Dødsfaldet. Kæden. Mailen, der ligger klar på skærmen foran hende.

Der bliver stille i den anden ende, og radioen bag Bergsøe spiller noget klassisk færdigt.

"Maja." Hendes stemme er blid og fuldstændig fast. "En mand på enogtres, der dør af hjertestop, er en tragedie og en statistik, og du ved ikke, hvilken af delene. Det gør jeg heller ikke. Men det ved en avisredaktion heller ikke — og hvis du går til pressen med en halv historie, brænder du den hele. De vil ringe til instituttet for en kommentar inden i morgen aften, og fra det øjeblik ved alle, hvad du har, og du ved stadig ingenting om dem. Man affyrer ikke sit eneste skud som varselsskud."

Det er sandt. Det er klogt. Hvert ord.

Maja ser på skærmen. Tre afsnit uden udråbstegn. Line, der græd i et bryggers. Torben, der ikke fik glas i drivhuset. En bårebuket uden kort.

"Lov mig, at du sover på det," siger Bergsøe.

"Det lover jeg," siger Maja.

Så lægger de på, og hun sidder lidt i den blå belysning fra skærmen, og der er et sug i hende, som når man står på et vippebræt og læner sig en centimeter for langt frem — det punkt, hvor det stadig kan nås, og allerede ikke kan.

Hun trykker send.

Din besked er sendt.

— slut på Del 2 —