Kapitel 19

Torben Kaas er den eneste af de 340, der har taget det som en gave.

"Vinklubben," siger han i telefonen, tre dage før. "Du skulle have set dem. Jeg venter, til Verner har skænket, og så siger jeg: 'I sidder i øvrigt og drikker med en død mand.' Verner fik rødvin i næsen. Det har været mit livs bedste entré, og jeg har været til to bryllupper som toastmaster."

Han er enogtres og lyder som en, der har besluttet sig for at være tres. Han fortæller om drivhuset, han er ved at rejse — "seks gange fire, min kone siger, det er storhedsvanvid, og hun har ret, det er derfor, det skal være seks gange fire" — og om tomatsorter, som Maja ikke kendte navnene på, og som hun nu aldrig glemmer: Ochsenherz. Green Zebra. Han spørger, om hun vil ringes op, når registret er rettet, "så jeg kan meddele vinklubben min genopstandelse", og hun lover det, og de griner, og det er det sidste.

Tre dage senere ringer hun for at følge op på en detalje. Det er en lørdag formiddag, og hun har egentlig sagt til sig selv, at hun ikke ringer i weekender, men Torben er den slags mand, man gerne ringer til.

En kvinde tager telefonen.

"Det er Torbens telefon," siger hun, og der er noget i sætningen — Torbens telefon, ikke det er Anne eller hvad hun nu hedder — der får Majas mave til at falde, før hun ved hvorfor.

"Mit navn er Maja Lindhardt, jeg ringer fra biobanken, jeg har talt med Torben i onsdags om —"

"Det er hans datter." En pause, hvor der bliver trukket vejret. "Min far er død i lørdags. I lørdags morges. Han faldt om ude i carporten."

Der findes fraser til det her. Instituttet har dem liggende i en mappe, Maja fandt dem engang, da hun ledte efter noget andet: modtag min dybfølte deltagelse, beklager forstyrrelsen i en svær tid. Hun hører sig selv bruge to af dem, ordret, og hader hver stavelse, og datteren svarer høfligt med de fraser, man svarer med, og så er samtalen forbi, og Maja sidder i sin stue en lørdag formiddag med solen ind over gulvet.

Hjertestop, sagde datteren. Han nåede ikke engang at få sat glas i drivhuset.

Om aftenen åbner hun regnearket, fordi orden er det eneste, hun har at gøre med sine hænder. Række 118, Torben Kaas, står grøn — verificeret i live — og hun sidder med markøren over cellen og kan ikke.

Rækken bliver stående grøn.