Kapitel 1

Kuverten op. Koden ind. Kuverten i kassen.

Kuverten op. Koden ind. Kuverten i kassen.

Kuverten op — denne her er våd i det ene hjørne, det er de af og til, ingen ved hvorfor — koden ind, kuverten i kassen.

Maja har regnet ud, at hun kan tage fire i minuttet, hvis hun ikke tænker over det, og tre, hvis hun gør. Klokken er kvart over ni, og hun har siddet her siden otte. Kælderen under instituttet har ingen vinduer, men den har et lysstofrør, der blinker med uregelmæssige mellemrum, som om det prøver at sige noget i et sprog, ingen har gidet lære.

Kasserne er systemet. Kasse 1: flyttet, ny adresse kendt. Kasse 2: ukendt på adressen. Kasse 3: ikke afhentet. Kasse 4: afdød. Man aflæser koden på returmærkaten, taster den ind i systemet og lægger kuverten i den rigtige kasse, og når en kasse er fuld, sætter man låg på og skriver dato med tusch, og så kommer der en mand ved navn Jørgen hver torsdag og kører dem væk på en palleløfter. Hvorhen ved Maja ikke. Hun har spurgt. "Spørg Dorte," sagde Jørgen.

Alt her nede kan man spørge Dorte om. Nøglekortet, der kun virker til kælderen og til det ene toilet ved trappen: spørg Dorte. Hvorfor hendes mailadresse hedder vikar04@ og ikke hendes navn: spørg Dorte. Dorte er venlig nok, når man finder hende, men Dorte sidder tre etager oppe, hvor der er vinduer, og har et skema, hvor der står andre ting end Maja.

Kuverten op. Koden ind. Kuverten i kassen.

Brevene er alle sammen ens udenpå. Den Nationale Screeningsbiobank står der med en diskret blå skrift, og nedenunder, lidt mindre: Vedrørende fornyet samtykke. Én komma én million af dem er sendt ud i løbet af foråret, har Dorte fortalt, og tolv tusind er kommet retur, og de tolv tusind er Majas. Hun åbner dem ikke. Hun må ikke åbne dem. Hun aflæser koden, som postvæsenet eller flettesystemet har sat på, og sorterer, og det er det hele.

Om aftenen sidder hun på Café Guldregn med Sofie, som har bestilt to fadøl uden at spørge, for sådan er Sofie.

"Prøv at forklare det igen," siger Sofie. "Du åbner breve."

"Jeg åbner dem ikke. Jeg sorterer dem."

"Du sorterer breve."

"Returpost. Fra en biobank."

"Og det har du læst folkesundhedsvidenskab i tre år for."

"Det er tyve timer om ugen, og de betaler ordentligt." Maja hører selv, hvordan det lyder. Hun tager en tår af øllen. "Der ligger blodprøver fra næsten alle danskere født siden 1982 i sådan nogle frysere i Ørestaden. Også fra dig. Også fra mig. Og nu skal de bruges til et kæmpe genomprojekt, og så skal alle spørges igen, om det er i orden. Det er faktisk vildt, hvis man tænker over det."

"Og dit job er så at —"

"Sortere dem, der kommer retur."

Sofie nikker langsomt, sådan som man nikker til folk, der har det svært. "Men det er jo bare, indtil der kommer noget rigtigt," siger hun og gør det værre, fordi hun mener det godt.

På vej hjem gennem byen tænker Maja på, at hun faktisk ikke er ulykkelig. Det ville næsten være nemmere, hvis hun var. Hun er fireogtyve, hun har et sted at bo, et arbejde med en kode og fire kasser, og i morgen venter der to tusind kuverter mere. Det er en tilværelse, man kan stå op til.

Lysstofrøret dernede blinker nok stadig, tænker hun, alene i mørket, for ingen.