Kapitel 15

Bergsøes kontor er det modsatte af et glasbur: bøger til loftet, en tavle med formler, der har overlevet flere skoleår af studerende, en radiator med en kande vand på. Maja fortæller om Camilla, om skoæsken, om klausulen der binder en død, og Bergsøe lytter på den måde, hun lytter på — fremadlænet, helt stille, med øjne der arbejder.

"Det er jo forfærdeligt," siger hun, da Maja er færdig, og hun siger det ikke som en frase; hun siger det langsomt, som en diagnose. Hun rejser sig og henter et glas vand til Maja fra kanden på radiatoren, og vandet er lunkent, og gestussen er alligevel det rigtige, for Majas hænder har vist sig at ryste en anelse.

"2003," siger Bergsøe så, mest til tavlen. "Så har systemet kendt fejlen i treogtyve år og valgt at købe sig fra den i stedet for at rette den. Det er ikke længere en registerhistorie, Maja. Det er en beslutningshistorie. Og beslutninger har navne på."

"Så jeg skal finde ud af, hvem der skrev forliget."

"Nej." Bergsøe vender sig. "Det er det, du vil, og jeg forstår det godt, men hør på mig, for det her har jeg prøvet før, i sager der var mindre end din: den dag, du står med en beslutning med navn på, bliver alt, hvad du har gjort indtil da, endevendt af mennesker med flere advokater, end du har venner. Og så skal fundamentet kunne bære. Alt skal kunne bære." Hun sætter sig på bordkanten. "Din svaghed lige nu er flettefilen. Hele din sag hviler på én fil fra én leverandør. Hvornår er udtrækket taget? Af hvem? Mod hvilken version af registret? Er der en logfil? Hvis de kan så tvivl om filen, kan de så tvivl om de 340, og så er Line bare en trist enkeltsag fra 2003." Hun tæller på fingrene: "Leverandøren. Udtrækstidspunktet. Versionshistorikken. Det er tre ugers kedeligt arbejde, og det er de tre uger, der afgør, om du bliver troet."

Det er et godt råd. Det er præcis den slags råd, Maja har manglet et voksent menneske til at give, og hun skriver de tre punkter ned og mærker taknemmeligheden brede sig som varme.

Det er også tre uger. Væk fra forliget, væk fra 2003, væk fra spørgsmålet om, hvem der i sin tid ville have "sine prøver fri". Begge dele er sande på én gang, og kun den ene af dem kan Maja se.

I døren vender hun sig for at sige tak, og billedet brænder sig fast, uden at hun ved hvorfor hun gemmer det: Bergsøe sidder på bordkanten, helt stille, med begge hænder fladt mod bordpladen på hver side af sig, som en der holder balancen på noget, der gynger.