Spring til indhold
Niels Sørensen
Del 2 · Den venlige hjælp
Kapitel 14
14/51

Del 2 · Den venlige hjælp

Kapitel 14

Camilla Brostrøm åbner først på Majas tredje henvendelse, og det er ikke venligheden i beskederne, der gør det. Det er formuleringen, Maja til sidst tvinger sig selv til at skrive, fordi de to første ikke virkede: Jeg tror, jeg har fundet noget, der handlede om Line.

Svaret kommer efter tyve minutter. Hvem er du. Ikke journalist vel. Du kan komme lørdag.

Parcelhuset i Slagelse har trampolin i haven og en fodbold i bedet, og Camilla er treogfyrre og har sat kaffe over, som ingen af dem rører. Hun sidder med ryggen til vinduet, armene over kors, og ser på Maja, som man ser på et vejrfænomen: noget der er kommet udefra, og som man ikke selv har bestilt.

"Sig det, du kom for at sige," siger hun. "Så finder jeg ud af, om du skal have mere kaffe."

Maja siger det. De 340, registret, opkaldet til Steffen, en mand der byggede terrasse i 2003 og aldrig glemte en ung kvinde, der græd i telefonen. Hun siger det roligt og i rækkefølge, og hun kan se på Camilla, hvornår det rammer: ikke ved registret, ikke ved tallene — ved terrassen. Ved at der findes et fremmed menneske, der har husket Lines stemme i treogtyve år.

Camilla ser længe ud ad vinduet. Så siger hun: "Hun kom hjem fra Borgerservice og var helt hvid. Hun skulle bare have et pas. Vi skulle til Berlin, hende og mig, det var min gave til hendes attenårs." Hun taler i korte stykker med luft imellem, som om hvert stykke skal godkendes, før det næste må komme. "De sagde til hende, at hun var registreret død. De sagde det som en fejl, sådan hen over disken. Hun lo af det, da hun fortalte det. Det var sådan noget, hun gjorde — lo af ting, der var for store."

"Og bagefter?"

"Bagefter blev hun mærkelig. I ugerne efter. Hun ringede til nogen, sad ude i bryggerset med ledningen trukket lang. Og så en dag var det slut, og der kom penge. Fyrre tusind. Hun var atten, Maja — fyrre tusind var en formue. Hun sagde, hun ikke måtte tale om det, og så lo hun igen og sagde, at hun var blevet betalt for at være i live, og at det var mere, end de fleste fik."

"Har du papirerne?"

Camilla sidder lidt. Så rejser hun sig uden et ord og går op ad trappen, og Maja venter i køkkenet, hvor opvaskemaskinen skifter program med et lille suk, og en skoleplan hænger på køleskabet under en magnet fra Mallorca, og et ur tikker for højt, sådan som ure gør i huse, hvor nogen er død for ung.

Skoæsken er en rigtig skoæske, ECCO str. 38. Forligsbrevet ligger under et konfirmationstelegram og en hårelastik.

To sider. Instituttets gamle logo. Et sagsnummer. Og et sprog, der er glat som våd flise: korrektion af registerforhold, kompensation for administrativ ulempe, fuld og endelig afgørelse. Maja læser det to gange, og ved anden gennemlæsning standser hun ved en sætning i tredje afsnit og bliver stående:

Parterne er enige om, at genopretning bedst sker i ordnede rammer og under gensidig fortrolighed.

Hun ved ikke hvorfor, men hun fotograferer netop den sætning for sig selv, tæt på, ud over billederne af hele dokumentet. Genopretning i ordnede rammer. Der er noget ved formuleringen — den lyder som en, der har sagt den før og vil komme til at sige den igen.

"Klausulen," siger Camilla bag hende. "Den gælder stadig. Der stod, den også binder boet. Kan du forstå det? Hun er død, og hun må stadig ikke sige noget."

Ved døren, med jakken halvt på, spørger Maja om begravelsen — om der kom nogen fra instituttet, om nogen nogensinde fulgte op.

Camilla står med hånden på dørkarmen.

"Der kom ingen til begravelsen fra dem," siger hun. "Der kom en bårebuket. Uden kort."