Kapitel 13

Line og et eller andet med B, i live i 2003, gammel nok til at ringe rundt og ung nok til at blive kaldt en ung dame af en mand, der byggede terrasse.

Maja sidder i sengen med den bærbare på dynen og alle lamper slukket på nær skærmen. Klokken er lidt i elleve, da hun begynder, og hun begynder bredt: Line + Slagelse, Line + biobank, "Line B" + register. Nettet svarer, som nettet svarer: en frisør i Korsør, en håndboldspiller, en Line Bjerre der sælger keramik. Hun prøver de 340 i stedet — hvis Line ringede om registret, kendte hun måske til det, fordi hun selv stod i det.

Der er fire Liner på listen.

Line Kristensen, født 1990: en aktiv facebookprofil, billeder fra en skiferie i februar. I live og på pisten. Line Vestergaard, født 1983: LinkedIn, sygeplejerske i Holbæk, opdateret i sidste måned. Den tredje er en Line Ottosen, der viser sig at bo i Canada og poste billeder af en hund.

Den fjerde er Line Brostrøm, født 1985. Række 217.

Der er ingen facebookprofil. Der er ingen LinkedIn. Der er, tre sider nede i søgeresultaterne, en mindeside fra 2011 på et af den slags gamle domæner, bedemændene brugte dengang, med et design, der ikke er blevet rørt siden. Et konfirmationsbillede: en pige med hestehale og skinnende pande, der smiler skævt, som om fotografen har sagt noget dumt. Line Brostrøm, 1985–2011. Pludseligt og alt for tidligt.

Seksogtyve år.

Maja regner det efter, selvom der ikke er noget at regne. Ringede rundt i 2003, atten år gammel. Død otte år senere. Og i biobankens register har hun status mors — hvilket er det eneste sted i hele denne historie, hvor registret til sidst fik ret, og den tanke er så grim, at Maja skubber den fra sig fysisk, skubber computeren ned i dynen og står op.

Hun går en runde i lejligheden. Køkken, stue, køkken. Hun åbner køleskabet og lukker det igen uden at tage noget. Der er en uro i hendes krop, hun ikke kan placere — ikke tanker, noget under tankerne, som når man har glemt noget vigtigt og ikke ved hvad. Hun stiller sig ved vinduet. Gaden er våd og tom, en cykel uden sadel står lænket til et skilt.

Atten år gammel ringede Line Brostrøm rundt og sagde det samme, som Maja siger nu, og græd, og lagde på, og otte år senere var hun død, og der er gået femten år siden, og ingen har gjort noget som helst.

Hun går tilbage til computeren, fordi det er værre at lade være. Nederst på mindesiden er der en gæstebog, tretten hilsner fra 2011, klassekammerater, en spejderleder. Den sidste er skrevet af en, der underskriver sig din søster Camilla, og den er kort:

Du skulle have sagt til, hvis der var noget.