Kapitel 12 — Opkald 44

— Det er Steffen.

— Goddag, mit navn er Maja Lindhardt, jeg ringer fra Den Nationale Screeningsbiobank i forbindelse med —

— Vent lige et øjeblik, jeg skruer ned for radioen. (pause, musik der forsvinder) Sådan. Undskyld. Værsgo.

— Tak. Jeg ringer, fordi der i forbindelse med vores samtykkeudsendelse er konstateret en registerfejl, hvor en række personer fejlagtigt står opført som afdøde i vores prøveregister, og Deres navn indgår desværre i den pulje. Jeg vil gerne understrege, at det ikke har betydning for —

(pause)

— Hallo?

— Ja. Undskyld, jeg er her godt nok. (pause) Det er anden gang, én ringer om det her.

— ...anden gang?

— Det er mange år siden. Der ringede en ung dame. Hun sagde næsten det samme, som du siger nu — at der stod noget forkert om mig i et register, at jeg stod som... ja. Død.

— Hvornår var det, cirka?

— Det var det år, vi byggede terrassen. 2003. Vi stod med håndværkere, og jeg husker, jeg tænkte, at det måtte være telefonfis, men det var det ikke. Hun vidste ting. Mit CPR-nummer, hvor jeg var født. Hun sagde, jeg skulle bede min læge om et eller andet — jeg kan ikke huske hvad. Der var et ord, jeg ikke kendte.

— Sagde hun, hvor hun ringede fra?

— Det tror jeg ikke. Eller også har jeg glemt det. Det var en lidt underlig samtale, for hun startede meget bestemt, næsten som dig, og så blev hun... jeg tror faktisk, hun græd til sidst. Ikke højt. Men man kunne høre det. Jeg fik aldrig spurgt hvorfor, for så lagde hun på. Jeg tænkte tit på det bagefter, om jeg skulle have gjort noget.

— Kan De huske hendes navn?

— (pause) Line. Line, hed hun. Line og så et eller andet med B.

(lagt på)