Kapitel 11

"Jeg har trukket i en tråd," siger Bergsøe i telefonen, "og tråden har vist sig at hænge sammen med en nøgle."

Det historiske arkiv ligger i en sidebygning, man skal over en parkeringsplads for at komme til, og Bergsøe låser selv op med en nøgle fra et bundt, der ville imponere en pedel. Hun gør ingen hemmelighed ud af det. Hun har skrevet til bygningsdrift, sagt at hun skulle bruge adgang til migreringsdokumentationen fra halvfemserne til "en metodehistorisk gennemgang", og fået et ja samme dag. "Det er det gode ved at være gammel," siger hun og skubber døren op med skulderen. "Folk går ud fra, at det, man vil, er kedeligt."

Derinde lugter der af pap og kold beton. Flyttekasser i reoler, mikrofilmsruller i grå æsker, et bord med en bordlampe, hvis ledning nogen har repareret med tape engang i et andet århundrede. De arbejder sig igennem eftermiddagen sektion for sektion: udbudsmateriale, referater fra styregruppemøder, fakturaer fra et konsulentfirma, der fakturerede pr. uge og tydeligvis ikke havde travlt.

Det er kedeligt, og det er ærligt kedeligt — Maja mærker efter, om der er noget i rummet, der stritter, og der er ingenting. Bare papir og tid.

Klokken fire finder hun migreringsrapporten. Prøveregisterkonvertering 1997, afsluttende dokumentation, tre ringbind i en kasse for sig. Hun blader bilagslisten igennem: bilag 1, systemspecifikation. Bilag 2, feltmapning. Bilag 3, testprotokol. Bilag 4, 5, 6.

Bilag 7: statuskonvertering, særlige kategorier.

Hun blader frem til faneblad 7, og der er selve fanebladet — det stive karton med tallet på — og bag det: ingenting. Ikke revet ud; der er ingen frynser i ringene. Bare aldrig sat i, eller taget ud af en, der åbnede ringene ordentligt og lukkede dem igen.

"Der mangler et bilag," siger hun.

Bergsøe kommer over med to kopper kaffe fra en maskine, der mirakuløst virker. "Syv," læser hun over Majas skulder. "Statuskonvertering. Nå ja. Det er jo også det eneste, der ville have været interessant." Hun siger det tørt, som en konstatering af verdens almindelige beskaffenhed, og rækker Maja koppen. "Sådan er arkiver. De er komplette på nær det, man kom efter. Hvad stod der i indholdsfortegnelsen om det?"

"Bare titlen. Og et sidetal. Fjorten sider."

"Fjorten sider." Bergsøe nikker langsomt og drikker af sin kaffe. Hun stiller flere spørgsmål, mens de pakker sammen — hvilke kategorier nævnte de andre bilag, var der navne på i referaterne, stod der noget om, hvem der kvalitetssikrede — og Maja svarer, glad for interessen, og lægger ikke mærke til, at spørgsmålene tilsammen udgør en fuldstændig opgørelse over, hvad hun ved, og hvad hun ikke ved.

Bergsøe slukker lyset efter dem og låser med sit imponerende bundt.

"Vi finder det, Maja," siger hun ud i mørkningen over parkeringspladsen. "Den slags papirer forsvinder ikke."