Kapitel 36

Hun beder om mødet under et påskud — noget med en kohortebeskrivelse, der skal afstemmes — og Bergsøe siger "kom ved femtiden, så er her fred", og klokken fem er der fred: gangen tom, kaffemaskinen i dvale, og Bergsøes kontor oplyst af skrivebordslampen og det sidste dagslys.

Maja lægger det hele frem.

Hun har øvet sig, og det kan man ikke høre, for hun har øvet sig i ikke at lyde øvet: kronologisk, dokument for dokument, uden adjektiver. Invitationsbrevene med fondsnavnet. CVR-kæden. Fotografiet fra 1991. Rammeaftalen. Bilag 3, punkt 4.2, som hun læser op, ord for ord. Kohortelisten med den tomme kolonne. Hun lægger printene på bordet efterhånden, i rækkefølge, som man lægger kort, og Bergsøe sidder i sin stol og afbryder ikke én gang.

Det er det, der er svaret. Maja forstår det, allerede mens hun taler: et uskyldigt menneske afbryder. Et uskyldigt menneske siger vent, siger hvad er det, du viser mig, rækker ud efter papirerne, får røde pletter på halsen. Bergsøe sidder med hænderne foldet og ser på hende med rolige, opmærksomme øjne og lader hende tale færdig, som man lader et vidne tale færdig, når man kender forklaringen i forvejen.

Da Maja er færdig, er der stille et stykke tid.

"Godt," siger Bergsøe så. "Du har fundet det hele. Det tænkte jeg nok, du ville, den dag i kantinen — jeg vidste det, tror jeg, allerede da du vendte det print." Hun tager brillerne af og lægger dem på bordet, og det er første gang, Maja ser hendes ansigt uden dem: ældre, blødere, fuldstændig roligt. "Så lad mig give dig det, ingen andre nogensinde vil give dig, nemlig sandheden uden advokater. Spørg."

"Flagene," siger Maja. "Kolonnen. Hvorfor?"

"Fordi jeg traf en beslutning i 2004, og jeg vil ikke fornærme dig ved at kalde den andet." Hendes stemme er den samme som altid, varm og præcis, og det er det uhyggeligste i lokalet. "Du skal forstå, hvad 2003 var. Vi fandt varianten — Holger og jeg, det var et ægte fund, det fineste i mit liv — og seks måneder senere kom retningslinjerne, og i samme øjeblik lukkede et vindue, som aldrig i menneskehedens historie ville åbne sig igen. Fra den dag ville hvert eneste menneske med den diagnose blive behandlet. Godt. Selvfølgelig. Men så ville ingen nogensinde få at vide, hvad sygdommen selv gør. Hvornår den slår til, og hvem den skåner, og hvorfor. Penetransen, Maja — du kender ordet: hvor mange bærere bliver overhovedet syge? Uden det tal famler alting. Med det tal kan man risikostratificere, og det er det, verden gør i dag, efter vores kurver: hvem skal have en ICD som tyveårig, og hvem skal have lov at leve uden en metalkasse i brystet og en årlig dødsangst før hvert lægebesøg. Der findes retningslinjer i tredive lande, der bygger på den kohorte. Der er mennesker — fire tusind om året, det er koncernens tal, men mine egne beregninger er ikke venligere — som er i live, fordi behandlingen kunne målrettes og godkendes på det grundlag."

"Som kunne godkendes," siger Maja, "fordi der stod 183 mennesker i Vestsjælland og var måleinstrument uden at vide det."

"Ja," siger Bergsøe. Bare det. Ikke et forbehold, ikke en omformulering. "Og jeg vidste det hele vejen. Jeg har vidst det hver eneste dag i toogtyve år, og jeg har regnet på det oftere, end du aner, og regnestykket er ikke gået i nul en eneste gang — det er aldrig gået i nul, det går altid ud til den samme side, og det er den side, jeg valgte." Hun læner sig frem, og nu kommer det, langsomt, som noget der har ligget klar i mange år og ventet på sin tilhører: "Jeg kender de enogtredive, Maja. Ved navn. Jeg kunne remse dem op for dig nu, med årstal, og jeg gør det ikke, fordi det ville ligne anger, og du skal ikke have skuespil. Men de fire tusind om året kender jeg ikke. Ikke ét navn, ikke ét ansigt. De findes i tredive lande og aner ikke, at de er reddet, og de kommer aldrig til at skrive mig et brev." Hun lægger hænderne fladt på bordet, den bevægelse, Maja har set én gang før. "Det er den eneste forskel på mig og dig: Jeg kender de døde og ikke de reddede. Du kender de døde og ikke de reddede. Vi står med præcis det samme regnestykke — du har bare ikke skullet vælge endnu."

Og det er her, i det sidste dagslys, med printene som en kortoplægning mellem dem, at det næsten virker. Maja mærker det selv, suget i argumentet, dets forfærdelige voksne tyngde: kurverne, de tredive lande, de fire tusind navnløse. Der går to sekunder, måske tre, hvor verden er præcis så kompliceret, som Bergsøe har brug for, at den er.

Så siger Maja det, hun har haft med i lommen, én sætning, og hun siger den stille:

"Det var aldrig de fire tusind, Ellen. Det var royaltyen."

Stilheden bagefter er en anden slags stilhed.

"Toogtyve år på Cordas rammeaftale," siger Maja. "Fem stillinger. Dit professorat. Min løn. Alt det her —" hun bevæger hånden en centimeter, gangen, vinduerne, kaffemaskinen, "— står på den kolonne, der er tom. Du siger, regnestykket altid gik ud til samme side. Men du har aldrig regnet det efter en dag, hvor din egen løn ikke lå i den ene vægtskål. Det har du ikke kunnet. Der findes ikke den dag i dit liv siden 2004, hvor du var fri til at nå det andet resultat — og det ved du godt, og det er derfor, du kan alle tallene udenad. Man behøver ikke tælle så tit, hvis man er sikker."

Bergsøe sidder fuldstændig stille.

Og Maja ser det ske — ikke et sammenbrud, ingen tårer, intet af det, ansigter gør i film. Det er mindre og værre: et menneske, der leder efter sin modsigelse på det sted, hvor den altid har ligget, og finder stedet tomt. Munden åbner sig en anelse og lukker sig igen. Øjnene går til printene, til vinduet, tilbage. Hun kan ikke modbevise det. Ikke over for Maja, og — det er det, der kan ses, det er det, der er ubærligt at se på — ikke over for sig selv, og hun har heller ingen steder at gemme sig for spørgsmålet mere, for nu er det sagt højt, i hendes eget kontor, af et menneske, hendes fonds penge har aflønnet.

Ingen af dem rejser sig.

Ingen af dem siger noget.