Kapitel 34

Fredag aften dækker Maja sit spisebord med tal.

Det er ikke et anfald; det er metode. Hun har lært det på studiet, og Bergsøe har banket det fast: en påstand er ikke en påstand, før den kan regnes efter. Så nu regner hun, med den bærbare, en blok og en lommeregner på telefonen, og hun siger tallene højt for sig selv undervejs, fordi lejligheden er tom, og tallene skal ud af kroppen.

Præparatet. Det har et navn, der ender på -mab, og en pris, som hun finder i Medicinrådets egne dokumenter: godt 1,2 millioner kroner pr. patient pr. år. Koncernens årsrapport oplyser omsætningen på produktet med den blanding af stolthed og diskretion, som årsrapporter behersker: sidste år, omregnet, cirka 28 milliarder kroner. Hun skriver tallet på blokken og ser på det. Det ligner et tal fra en anden slags virkelighed, en finanslovsvirkelighed, og det udspringer af en kolonne, der er tom.

Royaltyen. Prospektet oplyser ikke procenten — det gør prospekter aldrig — men det oplyser et interval for royalty-bearing revenue, og en analytikerrapport, hun finder citeret i en erhvervsavis, gætter kvalificeret. Hun regner konservativt, i den lave ende, og lander alligevel på det: over 300 millioner kroner om året. Til Damkjær Bioscience ApS, syv ansatte. Til holdingselskabet. Til manden i haven med det gamle apotekersted.

Og så det tal, der ikke kan slås op nogen steder, fordi hun er den eneste i verden, der har begge ender af regnestykket. Uden naturforløbsarmen — uden fyrre års umedicinerede forløb at sammenligne med — havde godkendelsen i 2019 krævet noget andet: årelange registerstudier, internationale konsortier, otte-ti år mere, siger den faglitteratur, hun kan finde om sammenlignelige sager. Otte-ti års omsætning, flyttet frem. Hun ganger og runder ned og skriver tallet med blyant, fordi det føles forkert at skrive det med noget permanent:

i størrelsesordenen 200 mia.

Og under det, regnskabets anden side, med kuglepen:

214 bærere. 31 døde siden 2004. 183 i live.

Kontraktkrav: minimum 180.

Hun sidder længe og ser på de to sidste linjer. Så siger hun det højt, ud i den tomme stue, fordi det er den slags sætning, der skal siges højt for at blive virkelig:

"Der er tre til overs."

Tre. Det er marginen. Det er hele elasticiteten i en kontrakt til milliarder: tre menneskers luft. Og i samme sekund forstår hun det næste, og det er værre, for det handler om hende selv: Hver gang hun advarer én — hver gang ét menneske går til sin læge og får sin diagnose og begynder på sine piller — falder armen med én. Fra 183 til 182. Fra 182 mod 180, og under 180 er der ingen arm, ingen leverance, intet sammenligningsgrundlag, og et godkendelsesfundament til 28 milliarder om året begynder at slå revner.

Hun er ikke en pige med et regneark længere. Hun er, pr. hoved, den dyreste trussel i dansk medicinhistorie: hvert menneske, hun redder, koster nogen mere end en milliard.

Og så forstår hun — roligt, som man forstår vejret — hvorfor der aldrig er kommet en trussel. Ingen bil i bakspejlet, ingen stemme i telefonen, ingen konvolut. De behøver ikke. Man truer ikke det, man kan sagsøge. De har et retssystem til den slags, og det er bedre end vold, for det virker i dagslys og skriver selv referat.

Hun river den nederste strimmel af blokken, den med ét tal på, og sætter den fast på køleskabet med en magnet fra Mallorca, hun engang har hugget hjemmefra.

180.

Den bliver hængende.