Kapitel 17

Fem minutter. Det er, hvad det tager, og hun bruger et helt liv på hvert af dem.

Det er sidst på dagen, kælderen, torsdag — kasserne er kørt, bygningen er ved at tømmes, hun kan høre fyraftenen oppe i trappeopgangen som en langsom applaus af døre. Efter samtalen med Dorte er det rigtige at gøre indlysende: slette. Lukke fanebladet, slette filen fra instituttets drev og fra sin bærbare, gå tilbage til kuverterne og lade de 340 være et anliggende for et oprydningsvindue engang efter nytår. Det er det, en fornuftig person gør. Hun åbner filen for at gøre det.

Rækkerne står, som hun forlod dem. De grønne øverst — Martin med madpakkerne, manden i Næstved, pædagogen i Slagelse, banko-manden med anden — og under dem de røde, tre hundrede og nogle-og-tyve mennesker, som er i live og ikke ved, at et register siger andet.

Hendes hånd finder USB-nøglen i penalhuset, før argumentet er færdigt inde i hovedet. Det er det mærkelige ved det, det hun husker bagefter: at kroppen besluttede først. Nøglen i porten. Højreklik. Send til.

Kopieringsbjælken kommer frem, grøn og saglig, og begynder at fylde sig selv ud.

8 %.

Hun kunne nå at fortryde. Trække nøglen ud, og så er der ingenting sket — en afbrudt kopiering er ikke en handling, det er et forsøg, og forsøg tæller ikke, eller det bilder hun sig ind.

31 %.

Dorte har lige reddet hende. Det forstod hun godt derinde i det vinduesløse lokale, selv med den indre forsvarstale kørende: blokken uden noter var en gave. Og det her er måden, hun takker på.

54 %. 67 %.

Line Brostrøm sad i et bryggers med en telefonledning trukket lang og ringede til nogen, og så holdt hun op, og så kom der penge.

89 %.

Fireogtyve sekunder tager det. Hun har talt efter.

100 %. Kopiering fuldført.

Bagefter gør hun det, hun kom for: sletter filen fra instituttets drev, tømmer papirkurven, og opdager i samme sekund, hvad hun har gjort. En fil, der ligger, hvor den skal, er en medarbejders flid. En fil, der er slettet centralt og findes på en privat USB-nøgle, er noget helt andet, og det andet har navne, som jurister kender. Det er for sent. Det meste her i historien er for sent på præcis den måde: et halvt sekund efter.

Hun sætter nøglen i inderlommen, samme lomme som Bergsøes serviet i sin tid, og går op ad trappen og ud gennem porten, hvor vagten nikker venligt, som han gør hver dag, til alle.

Nøglen føles varm gennem foret.

Det ved hun godt, den ikke gør.